Hvad vil du gerne vide noget om? Søg her og find det, du leder efter Søg for eksempel på Studieretninger Hvad leder du efter? Tast dit søgeord her

Af lektor Christian Wilde Langballe

Wien, die Welt von gestern 

Wien er ”die Welt von gestern”, siger man. Fortidens verden. Wienerklassikkens verden. Og så alligevel en vibrerende, moderne storby med hyggelige caféer, små skæve butikker og schnitzler i lange baner. Der er kulturarv overalt i centrum af Wien, og den klassiske musik flyder ud af højttalerne. Østrigs fortid som kejserdømme sætter sit præg på fortællingen om Wien. Historien har dybe og vidt forgrenede rødder i byen. 

3.b, Tomas Bang og undertegnede er netop hjemkommet fra denne verdensstad. Inden vi tog afsted, talte vi om, hvornår en studietur sidst er gået til Wien. Vi kunne ikke huske det. Så denne rejse var en mulighed for at bryde nyt land i studieturssammenhæng. Jeg kan sige, at det er ikke sidste gang, turen går til Wien. 

Morgenvandring 

Vores hostel lå 30 minutters gang fra centrum. Mange storbyer er vokset fra et decideret bycentrum, men i Wien er området inden for Ringstrasse et sandt overflødighedshorn af kulturelle oplevelser. Så de fleste morgener på turen startede med en frisk vandretur til midtbyen. 3.b er jo en musikklasse, så musikken var selvfølgelig i højsædet på denne tur.  

Morgenturen førte os forbi Belvedere-slottet, som ligger med en skøn barokpark og indtager en langstrakt bakke ned mod byen. Slottet er indrettet som kunstmuseum og huser værker af Monet, Munch og ikke mindst Gustav Klimt. Kort efter slottet passerede man Musikverein, som huser “Den Gyldne Sal”, hvorfra der hvert år bliver transmitteret nytårskoncert. En lille afstikker derfra ligger Statsoper, som rummer den “fine” opera i byen. Inde i centrum finder man et charmerende strøg kaldet Graben, som summer af liv døgnet rundt. Lige om hjørnet ligger Stephansdom, som er byen nygotiske domkirke. Vi tog et smut op i tårnet for at nyde udsigten. Turen op går via en klaustrofobisk smal vindeltrappe, men når man efter 300 trin når udsigtspunktet, breder en formidabel udsigt over Wiens mange kupler og spir sig ud for ens blik.  

Jam-session 

Senere gik turen den modsatte vej ned i en krypt, hvor der ligger mere end 4000 mennesker begravet. Hovedparten ligger ikke i kister, men står stablet op i store knogledynger langs væggene. Forholdene i krypten har været kølige og tørre, så mange lig er blevet mumificerede. Vi så fire af den slags mumier i kister med glaslåg.  

Om aftenen tirsdag tog vi på jazzklub. En lille intim klub, som spiller jazz alle ugens dage. Den aften spillede en veloplagt trio et 45 minutters sæt. Man havde forventet, at der ville være det sædvanlige publikum på en 15-20 jazzentusiaster og var ikke nødvendigvis ellevilde over at få fyldt klubben op med 26 unge, musikinteresserede gymnasieelever. Efter jazz-koncerten var der jam-session. William fra 3.b hoppede på scenen, satte sig ved flygelet og fyrede et nummer af med trioens trommeslager og bassist. Det var supersejt gjort.  

Flagermus og tryllefløjter 

Hovedpunkterne på vores tur var imidlertid de to operetter, vi skulle se i Volksoper – den lidt mindre fine folkeopera, som ligger lidt uden for bycentrum. Torsdag aften så vi “Flagermusen” af Johan Strauss. Det er en lystig fortælling om et ægtepar, som dybest set forsøger at være hinanden utro – men med hinanden til et festligt maskebal. Da forviklingerne til sidst bliver afsløret, tilgiver de hinanden, da de jo bare havde drukket for meget champagne. Et måske lidt umoderne budskab, men ikke desto mindre en festlig forestilling. Fredag aften så vi “Tryllefløjten” af Mozart, som var en anderledes innovativ og moderniseret fortolkning.  

Lørdag formiddag tog vi et tog til udkanten af byen, hvor slottet Schönbrunn ligger. Det er det prægtigste barokslot i byen og sammenlignes nogle gange med Versailles i Frankrig. Slottet er omgivet af en gigantisk barokhave, som i den grad har iscenesat kejsermagten i dens velmagtsdage. I dag er den et imponerende skue og en flot afslutning på en fantastisk tur. 

Wien3-scaled-aspect-ratio-318-318