Læs tidligere klummer her

Fredag den 18. marts havde vi gymnasiefest for eleverne på Randers Statsskole. Som rektor var jeg selv til stede sammen med tre lærere og skolens serviceleder. 

Festen – for ikke mindre end 500 tilmeldte elever – blev afviklet i gymnasiets kantineområde, studieområde og i vores fantastiske, lukkede skolegård. Når eleverne er til fest på gymnasiet, forlader de ikke skolen, før de forlader festen. 

Festen var arrangeret og blev afviklet af eleverne selv, nemlig skolens festudvalg, som i det hele taget havde sat dagen, aftenen og den første del af natten af til arrangementet. For det var også eleverne selv, der stod for oprydningen efter den fest, der begyndte kl. 19.30 og sluttede kl. 24.00. 

Det politiske bagtæppe 

Elevfestens bagtæppe blev og er uundgåeligt regeringens aktuelle sundhedsudspil: ”Gør Danmark sundere” og den generelle sundhedsdiskurs i det hele taget. Udspillet er, at unge under 18 år ikke skal kunne købe alkohol, ligesom man ønsker unge en nikotinfri fremtid.  

Rygning var ikke en del af elevfesten denne fredag. For loven siger allerede, at det er forbudt for elever at ryge på gymnasiet, både i og uden for skoletiden. Dette skal vi naturligvis håndhæve. Loven omfatter også indtagelse af snus. Her kan det unægteligt være vanskeligere at danne sig et overblik, men bestræbelserne består. 

Er forbud vejen frem? 

Men eleverne, også de elever, der ikke er fyldt 18 år, kunne denne aften købe øl og Breezers til deres lukkede gymnasiefest. 

På baggrund af den verserende debat er spørgsmålet derfor nærliggende: Skal det faktisk være slut med at afholde elevfester på gymnasiet, hvor der bliver solgt alkohol til eleverne? Vi må afvente og naturligvis efterleve den beslutning, som Folketinget måtte træffe.  

Jeg tvivler dog på, at sådanne hurtige og tilsyneladende enkle politiske beslutninger, der indebærer forbud, med et snuptag vil ”gøre Danmark sundere”. 

Festen blev afviklet under ordnede forhold og med voksne til stede, der til enhver tid kunne afhjælpe og tage hånd om eventuel uheldig og utilsigtet adfærd blandt eleverne. Og den energi og lyst til samvær og fest, der kendetegner og udmærker vores ungdom, lader sig sådan en fredag i marts næppe begrænse eller hæmme af langsigtede politiske ambitioner, der har en gennemsnitslevealder for befolkningen som pejlemærke. 

Randers Statsskoles gymnasiefest denne fredag forløb godt. Det blev ikke nødvendigt for mig som rektor at kontakte én eneste forældre, hvilket jeg altid vil gøre, hvis en elev er for beruset til at være en del af festen.  

Har eleverne faktisk allerede lyttet til sundhedsstyrelsens ”anbefalinger”?  

Har undervisningen faktisk båret frugt, når vi som gymnasium underviser i blandt andet sundhedsfaglige emner? Skal vi måske i højere grad tilstræbe at lave anbefalinger og tage diskussionen med vores unge mennesker frem for at lave forbud? 

Mon ikke vi fortsat skal tilstræbe at være rammesættende for de unges fest- og alkoholkultur – herunder sørge for alternativer, så som gratis flaskevand og kaffebar med lydhøre lærere bag disken? Alternativet kunne nemt blive en mere autonom festkultur. 

Måtte denne fest ikke blive den sidste livsbekræftende fest på Randers Statsskole. 

Mogens Pold

Den 6. april kom den såkaldte Reformkommission med de første anbefalinger. Én af disse anbefalinger lyder, at karaktergennemsnitskravet til universitetsuddannelser højest bør være 9.

Endnu ved vi ikke, hvordan regeringen, eller for den sags skyld videregående uddannelser, vil håndtere dette udspil. Det er naturligvis helt afgørende, at der kan findes en ny og fornuftig model for optagelse på videregående uddannelser. Men hensigten – at sænke de høje karakterkrav – er rigtig.

På Randers Statsskole har vi i en årrække arbejdet på at flytte elevernes fokus fra karakterer og tal til bevidsthed om læring, fordybelse og individuelt og fremadrettet arbejdsfokus. Samtidig har vi kæmpet mod, at stadigt højere adgangskrav til videregående uddannelser skal præge elevernes mindset.

Denne virkelighed har vanskeliggjort det daglige skolearbejde i gymnasiet for en del af eleverne, der muligvis har haft mere opmærksomhed på at få 10 eller 12 i standpunktskarakter end på rent faktisk at dykke ned i fagenes faglighed, turde stille spørgsmål og arbejde med at forstå egne læringsmetoder. Et udpræget karakterfokus bidrager i værste fald til en kortsigtet og hæmmet læringseffekt.

Når karakterer kommer til at fylde for meget i den daglige undervisning, vil der være elever, der bliver udfordret af dårligt selvværd, fordi deres karakterer ikke lever op til egne og andres forventninger. Disse elever vil ofte mistrives i læringskulturen og det med risiko for, at de ikke afslutter deres ungdomsuddannelse.

Hvis der kan opnås politisk flertal for Reformkommissionens anbefaling, at alle gymnasieelever med et karaktergennemsnit på 9 eller derover, skal have mulighed for at søge ind på samtlige universitetsuddannelser, vil det sætte gymnasieeleverne mere fri. Der vil ikke være en forventning om, at en elev, der har opnået et højt gennemsnit, skal bruge dette gennemsnit til at komme ind på en uddannelse, som netop kræver et højt gennemsnit.

En kommende studerende vil derved heller ikke skulle argumentere for, at der er tale om et interessevalg, hvis han eller hun med et studentereksamensgennemsnit på 11,5 vælger at blive folkeskolelærer i stedet for jordemoder. Elever på Randers Statsskole og på andre ungdomsuddannelser vil i det hele taget få mulighed for at udleve deres drømme om videregående uddannelse. Det vil uden tvivl både være til gavn for den enkelte elev og i høj grad også for det øvrige samfund.

I forhold til dagligdagen og til skolearbejdet i gymnasiet vil det uden tvivl frisætte megen positiv læringsenergi, hvis politikerne tør nytænke optaget til videregående uddannelser. Vi får de bedste dyrlæger, sygeplejersker og tømrermestre, hvis alle elever på ungdomsuddannelserne kan have fokus på læring frem for et kontraproduktivt karakterræs.

På Randers Statsskole er vi ikke i tvivl om, at vi med det – forhåbentligt (!) nye optagelsessystem til videregående universitetsuddannelser stadig fint kan motivere de elever, der skal forske i atomfysik, gensplejsning eller filologi efter studentereksamen, uden at det er karakterræset, der fremmer disse talenters motivation.

Til trods for, at der endnu ikke er udskrevet folketingsvalg, har denne begivenhed så godt som overhalet opmærksomheden på krigen i Ukraine, såvel i dagspressens spalteplads som på virtuelle medier.

Ud fra en demokratisk vurdering og ud fra vores politiske indsigt og vores politiske værdier, er det kun positivt, at vi har muligheden for at diskutere og muligheden for at give vores stemme til kende. 

Demokratiet er os naturligt, og det er os derfor meget verdensfjernt, når det britiske magasin, The Economist, kan fortælle, at der er 59 autoritære regimer i verden, og at 37% af verdens befolkning lever under disse regimer og dermed ikke med den demokratiforståelse som er en selvfølgelighed for os. Det drejer sig om godt 1/3 af verdens befolkning. 

Dertil kan vi lægge, at demokratiet i moderne tid i et vestligt (læs: demokratisk) land som USA næppe har været mere under pres end under stormen på kongressen i 2021, og at Donald Trump og hans MAGA-sympatisører vedvarende udfordrer det, som vi i vores verden forstår ved demokrati. 

Folketingsvalg og valgfest på RS 

Derfor skal vi også knuselske udsigten til endnu et folketingsvalg. Vi skal glæde os over, at folketingspolitikere vil løbe os på dørene og indtage kantiner og idrætshaller til valgdebatter. Vi skal glæde os over, at elever på Randers Statsskole igen ”går til valgfest” tirsdag eftermiddage for at diskutere og skabe opmærksomhed om den demokratiske valgproces.

I denne valg- og demokratibegejstring kan det næsten være vanskeligt at få armene ned som rektor på et alment gymnasium, hvis undervisning, omgangsformer og dagligliv skal bygge på demokratisk dannelse, åndsfrihed og ligeværd. 

Blinde vinkler? 

Derfor skal vi måske også bruge det kommende fokus på folketingsvalget til at kigge på, om vi på Randers Statsskole kunne have demokratisk blinde vinkler. Er det fx altid gennemskueligt, hvordan man som elev kan blive valgt til forskellige organer og udvalg? Oplever man som elev på Randers Statsskole, at ’min’ stemme er repræsenteret i de forskellige udvalg? Er der steder i vores organisation, hvor selvsupplering og måske nepotisme udfordrer den almindelige demokratiforståelse? 

Der er helt sikkert mange områder, hvor elevdemokratiet med afsæt i gymnasiets elevråd og gymnasiets udvalgsarbejde, skaber en tydelig bevidsthed og forståelse. Vil man have indflydelse på de emner, som elevrådet arbejder med, må man stille op til det kommende elevrådsvalg. Det er til at forstå! 

Hvis vi med samme målestok går alle vores øvrige organer og udvalg igennem, er billedet måske ikke så tydeligt. Hvad med de elever, der gerne vil være med i fx hueudvalg, festudvalg og caféudvalg. I disse nære processer skal vi som institution blive bedre til at arbejde med demokratiet og arbejde på at leve op til vores egne idealer. Ikke fordi disse udvalg ikke fungerer, men fordi vi altid skal efterstræbe at leve op til de demokratiske idealer, som vi ønsker, at vores samfund til at hvile på.  

Derfor kan vi også fortløbende blive bedre til demokratiske processer på Randers Statsskole. Derfor skal vi også fortsat arbejde på at udvikle de repræsentative demokratier og styrke den transparens, som en demokratisk struktur skal kunne vurderes på. Derfor bliver vi aldrig færdige med at diskutere og udvikle på vores nære gymnasiedemokrati, og derfor vil en vigtig søjle i vores uddannelse fremdeles være demokratisk dannelse.

Derfor vil der fortsat være et stort behov for, at vi har demokrati på skoleskemaet. For demokrati bliver vi aldrig færdige med.