Læs ord fra vicerektor her

Hvad skal vi med moskéer, Schweizergarde og religionsundervisningen i gymnasiet? 

Eleverne skal lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden, medmennesker og samfund. Sådan hedder det i gymnasiets formålsparagraf. Og sådan er omdrejningspunktet for gymnasiets virke og samtale. 

For mange år siden var jeg som dansklærer på ekskursion med 3.x. Studieturen gik til Rom. Det blev på alle måder en fin rejse sammen med videbegærlige elever. Om onsdagen skulle vi besøge Peterskirken. Vi havde den dag visse udfordringer med infrastrukturen. Til gengæld havde vi længe forinden meldt vores ankomst, om ikke hos paven, så dog hos dennes sekretariat. Stående på Peterspladsen blandt tusinder og atter tusinder af turister i sved og solskin og med udsigt til stribet schweizergarde i blåt og gult, modtog vores elever en personlig hilsen fra paven: ”Velkommen, særligt til 3.x fra Randers Statsskole”. Det var stort. Også selv om vi jo ikke var katolikker.  

Bagefter gæstede vi det helt enorme kirkerum. Pigerne med ellers efterårsbare skuldre og ben behørigt tildækket af tørklæder og andet stof, sådan som dekorum jo foreskriver i visse kristne sammenhænge. Efter en time kastede en dreng med tømmermænd op i et hjørne, for så vidt som hjørner overhovedet findes i Peterskirken. Sådan kan vi, der er resultat af vestlig, kristelig kultur, også fremstå. At klassekammerater beredvilligt og samvittighedsfuldt entrerede med en plasticpose fra det lokale supermarked, var deres fortjeneste. 

I det almene gymnasium skal vi alt. Heldigvis. Også hjemkommet fra Rom. Eleverne skal på et oplyst og fagligt kvalificeret niveau kunne bidrage med fornuft, medmenneskelighed og omtanke til den samfundsmæssige, demokratiske debat. De skal være med til at sikre, at den gode omgangsform og -tone nyder fremme, også i kommentarspor. 

Når vi i en religionstime besøger den lokale moske, så skyldes det slet ikke, at det i læreplanen for religion, STX, C-niveau faktisk hedder, at eleverne skal kunne ”redegøre for væsentlige sider ved islam, herunder formative og nutidige skikkelser”.  

Snarere skyldes det en stadig bevidsthed om, at vores elever skal opnå forståelse for ”religioner og religioners betydning for mennesker og samfund, at de tilegner sig forudsætninger for at analysere, tage stilling til og agere i forhold til religioners rolle i en nutidig lokal, national og global sammenhæng.” Alt dette parallelt med deres medvirken i den årlige juleafslutning i Sct. Mortens Kirke og den forhåbentlige refleksion over adfærden i Peterskirken på en almindelig onsdag efterårsformiddag i Rom. 

Skal vi nu til at undervise ingen i det, de skal undervises i?

Der går alt for mange unge mennesker i det almene gymnasium. Det siger nogle. Det siger tidsånden, og det siger politikere rundet af den. Hvad i alverden skal alle de unge dér, spørger man?

Der er jo så meget andet, disse fremmelige unge kunne give sig til. De kunne fx vælge en erhvervsuddannelse. De kunne søge en læreplads. De kunne med hele deres 15-årige krop og sjæl vie deres liv til byggepladser på tidlige morgener. De kunne folde deres kloge hænder ud til gavn for alle.

Alligevel vælger et utal af unge simpelthen et tilsyneladende aldeles håbløst, uvirksomt liv i det almene gymnasium med bordopstilling i hestesko, faste rammer, pædagogisk og fagligt uddannede lærere, fredagspølsehorn i kantinen, samfundsfag, informatik, religion og oldtidskundskab, gruppearbejde, bordtennis i pauserne og forfatterværksted, korsang, elevråd, fester og idræt om eftermiddagen.

Er det et utal for mange?

Er der simpelthen alt for mange unge mennesker, der lærer at forholde sig reflekteret og ansvarligt til deres omverden, medmennesker, natur, miljø, klima og samfund? Er der alt for mange unge mennesker, der udvikler kreative og innovative evner og kritisk sans. Er der alt for mange, der selvstændigt lærer at tage stilling til samfundsmæssige problemstillinger på et fagligt kvalificeret niveau i en moderne verden præget af fornuft, medmenneskelighed og omtanke?

Senest har det almene gymnasium fået til opgave at danne eleverne digitalt. Senest har det almene gymnasium fået til opgave at stå for seksualundervisning og oplysning om samtykke og grænser. Senest har det almene gymnasium fået til opgave at opdrage eleverne til at bidrage til og diskutere klimaansvarlighed.

Det giver alt sammen mening. Men hvad hjælper den slags overhovedet, når eleverne slet ikke burde gå i det almene gymnasium? Skal vi så simpelthen undervise ingen i det, de skal undervises i? Eleverne er jo, som man vil forstå, for mange. Til overs. For kerte.

Heldigvis mangler samfundet ikke lærere, pædagoger, sygeplejersker, læger, højtuddannede. Eller noget.

Kan vi være ligeglade med, at det kan være klogt at lære noget om alting? Tænker vi, at den slags kundskaber er højest unødvendige, når man som menneske og elev skal forholde sig kritisk og konstruktivt til verden?

Skal vi fremover være ligeglade med, at logaritmen til hundrede er to? At akkusativ stadig findes? At arveanlæg kan kortlægges? At Oehlenschläger fandt guld og Darwin skildpadder? Skal vi være ligeglade med kunstig intelligens, vildveje og muligheder? Skal vi opgive at tænke. Selv?

Det kan ingen vel være tjent med.

I det lange løb.

Eller noget.

Hvad skal vi med det der SRP?

I disse dage arbejder elever i 3.g på Randers Statsskole og i landet over med det såkaldte studieretningsprojekt, forkortet SRP. Studieretningsprojektet er en tværfaglig, begyndende akademisk opgave på op mod 20 sider. Eleverne tilbringer en del af tiden hjemme. Hvorfor gør og hvorfor skal de overhovedet det? Og hvorfor sender vi elever hjem overladt til sig selv, kopnudler, trælse forældre, larmende søskende, chatbotter, fristelser, frustrationer og uden mulighed for at købe et pølsehorn og en salatboks med feta i kantinen?

Det gør vi, fordi vi som sektor tror på fordybelsens betydning, eller snarere på muligheden for den fordybelse. Måske tror vi på afskærmning, på ro, på fred for alt for mange fags faglige forpligtelser, på fravær af overspring, kantinekø og fraværsregistrering.

Omveje og genveje?

Måske er det også fordi vi som sektor og gymnasium forsøger at dyrke denne fordybelse som modspil til notifikationer fra Insta og Snapchat og fra de kanaler, vi voksne endnu ikke har opdaget. Måske fordi vi insisterer på proces, koncentration og granskning som den puklede og sandede omvej forud for resultat, afhandling og produkt.

Man kan spørge, hvad vi vil med de elever, der går i gymnasiet, og som nu skriver SRP? Hvordan gør vi dem parate til livet i 4.-5. og 6.g, og hvordan finder de fornuftigt en videre vej på pædagog-, jura-, medicin-, sygeplejerske- og erhvervsøkonomistudiet – og i livet i det hele taget?

Studieretningsprojektet løser hverken problemer eller fremtiden. Men det står ikke alene. Det – og eleverne – læner sig op ad to et halvt års undervisning i det almene gymnasium. De har mødt fag og faglighed, der rækker ud i alle hånde afkroge af verden og samfund. De har mødt musik, idræt, Steffen Brandt, fest, velvillighed, algoritmer, eksamen, gangevaluering, lærere, kammerater, akkusativobjekt, typer og modstand.

At tænke og skrive på tværs

Studieretningsprojektet er som nævnt en tværfaglig opgave, som skrives i – eller vel snarere med udgangspunkt i – to fag. Det skyldes erkendelsen af, at verden er så tilpas mangfoldig, at den må belyses fra mere end én vinkel. Derfor skal eleverne i 3.g tænke og skrive på tværs. For ej heller den store og vide verden er opdelt i fag og fagligheder.

Om få måneder skal de samme elever springe ud i Randers Statsskoles skolegård med studenterhuen på hovedet som selvstændigt tænkende, metodebevidste, småforskende, metakognitive, omstillingsparate, livslangt lærende og innovative mennesker. De skal evne at se sammenhænge, belyse fænomener fra flere vinkler, reflektere, tænke, forklare, vurdere og diskutere.

Derfor er det globale udsyn, refleksionsevne, samspilstankegang, tværfaglighed- og kunnen centralt i STX. Derfor drejer det sig fortsat om, hvad den enkelte elev rent faktisk har gjort og tænkt i en given arbejdsproces eller opgave, uanset det endelige resultat.

Medmenneskelighed og medborgerskab

Almendannelsen er som bekendt så meget andet end Emma Gad og opførsel og almindelig høflighed. Almendannelsen og dannelsessynet rækker ud over den enkelte og helt ud i de vildveje af verden, som vi i gymnasiet skal lære at forholde os medmenneskeligt til.

Derfor bestræber vi os i det almene gymnasium på at uddanne kompetente unge mennesker, medborgere, der formår at hæve sig op over både deres fag og sig selv, og som lærer andre verdener og andres verdener at kende og derigennem får konstruktive og muligvis kritiske modspil til egne snævre cirkler. Kendskabet til andre og andres verdener er en forudsætning for at gå det ukendte i møde, som fremtiden utvivlsomt byder på.

Måtte SRP-fordybelsen være et skridt i den retning…