På Randers Statsskole er der særlige muligheder for talentudvikling.
Der er også mulighed for talentudvikling i de frivillige aktiviteter inden for blandt andet det naturvidenskabelige og det kunstneriske område. Her findes også nogle tilbud til grundskolerne.

-
Kombinér elitesport med en gymnasial eksamen
Min stx-uddannelse på Randers Statsskole giver mig mulighed for forfølge mine sportslige ambitioner.
Randers Statsskole er Team Danmark Uddannelsespartner og samarbejder direkte med Team Danmark om elever under Team Danmark ordningen. Vi samarbejder også med Randers Talent og Elite (RTE).
Formålet med Team Danmark-ordningen er at give unge, der dyrker idræt på et højt og tidskrævende niveau, mulighed for at kombinere med en gymnasial uddannelse. Det vil vi meget gerne bakke op om på Randers Statsskole. Hvis du skal begynde på skolen som Team Danmark-elev, kræver det en Team Danmark godkendelse fra dit specialforbund.

Student på tre eller fire år
Som Team Danmark-elev har du mulighed for at forlænge uddannelsen med ét år, så du har færre undervisningstimer i hverdagen og dermed mere tid til din sport. Du har også mulighed for at få supplerende undervisning som erstatning for de timer, du går glip af, når du deltager i turneringer og konkurrencer, og når der er træningssamlinger i dit forbund.
Men du kan naturligvis også vælge at tage uddannelsen på tre år under samme betingelser.
Du kan blive Team Danmark-elev på alle vores studieretninger. Men hvis du skal have tid i skemaet til morgentræning to gange om ugen (tirsdage og torsdage), anbefaler vi, at du vælger én af vores Team Danmark-studieretninger. Her kommer du også til at gå i klasse med andre elitesportsudøvere.
Team Danmark – to linjer med i alt tre studieretninger med mulighed for morgentræning tirsdage og torsdage
På RS udbyder vi tre Team-Danmark studieretninger – en naturvidenskabelig og to samfundsvidenskabelige. Studieretningerne finder du på Statslinjen og Sportslinjen.
Fælles for de tre studieretninger er, at der er mulighed for morgentræning tirsdag og torsdag. Det betyder, at du først møder kl. 10.20 disse dage.
Du kan se studieretningsfagene for de tre studieretninger her:
Sportslinjen – Menneske og sundhed
- Biologi A – Kemi B – Idræt B som valgfag (naturvidenskabelig studieretning)
- Samfundsfag A – Engelsk A (med idræt B) (samfundsvidenskabelig studieretning)
Statslinjen – Politik og kommunikation
- Samfundsfag A – Engelsk A (samfundsvidenskabelig studieretning)
Kontakt
Påtænker du at blive Team Danmark-elev på Randers Statsskole, skal du kontakte lektor Per Morten Ærthøj Holm på pm@randersstatsskole.dk eller lektor Annette Hyldal på ah@randersstatsskole.dk. Per Morten Ærthøj Holm og Annette Hyldal er Team Danmark koordinatorer på Randers Statsskole.
Læs mere om Team Danmark og gymnasial ungdomsuddannelse.
Sportslig ansøgning til ungdomsuddannelser.
-
Plads til at udfolde dit talent
Randers Statsskole har fokus på talentudvikling, som har til formål at give de mest talentfulde elever bedre plads til at udfolde sig. Man mener, at cirka 10 procent af en årgang har et særligt naturvidenskabeligt talent, som kendetegnes ved:
· Solidt fagligt standpunkt og stort engagement
· Viljen og lysten til at gøre en ekstra indsats
Talentudvikling af elever med stor interesse for fysik, kemi, biologi og bioteknologi
Går du på en naturvidenskabelig studieretning og er 1. – eller 2.g’er, så har vi et tilbud til dig, som både har evner og vilje til at arbejde i dybden med emner inden for fysik, kemi, biologi og bioteknologi. Der forudsættes et solidt fagligt standpunkt og et stort engagement. Til gengæld tilbyder vi dig spændende faglige aktiviteter samt sociale fællesoplevelser på tværs af klasserne.
Målet med Randers Statsskoles SCIENCETALENTER er at stimulere og udvikle kompetencer inden for de omtalte fire fag.
Se program for vinter/forår: SCIENCETALENTER 2026/2027
-
Et tilbud til fagligt motiverede og akademisk talentfulde gymnasieelever, der evner og har lyst til at arbejde ekstra med deres faglige og akademiske talenter.

Akademiet for Talentfulde Unge | Midt
Hvad nu, hvis du kunne bruge to år sammen med nogle af de mest nysgerrige unge i regionen? Hvad nu, hvis det blev helt normalt at stille de spørgsmål, der begynder med “Hvorfor?” og “Hvad nu hvis?” Og hvad nu, hvis læring ikke kun handlede om karakterer, men om at opdage, hvor langt din nysgerrighed kan føre dig?
Det er essensen af Akademiet for Talentfulde Unge | Midt.
ATU | Midt er for elever, der har lyst til at udfordre sig selv fagligt, møde nye mennesker og få oplevelser, som rækker langt ud over den almindelige undervisning. Her bliver du en del af et fællesskab med andre unge, som er optagede af verden omkring dem, som elsker at lære nyt, og som ikke er bange for at tænke stort eller småt – og meget gerne anderledes.
Gennem forelæsninger, workshops, virksomhedsbesøg, ekskursioner og den årlige sommercamp får du mulighed for at dykke ned i emner, som sjældent står på skoleskemaet. Du møder forskere, studerende og eksperter, der arbejder med alt fra kunstig intelligens og klimaforandringer til etik, medicin, samfundsudvikling og menneskelig adfærd.
Du får indblik i den nyeste viden og en forsmag på livet på en videregående uddannelse.
Men dem, der har været med, fortæller ofte, at det mest værdifulde ikke bare er det faglige:
Det er de mennesker, du møder.
I fællesskabet på Akademiet for Talentfulde Unge | Midt opdager mange, at de ikke er alene om deres interesser. Her er det naturligt at være nysgerrig, at stille spørgsmål og at engagere sig i diskussioner om alt mellem himmel og jord. Det er et sted, hvor I kan være jer selv, og hvor I møder andre unge, der deler lysten til at lære og udforske verden.
For mange udvikler fællesskabet sig hurtigt til venskaber, netværk og relationer, der varer langt ud over gymnasietiden. Sommercampen nævnes år efter år som et særligt højdepunkt, hvor sjove faglige og sociale oplevelser, nye bekendtskaber og stærkt sammenhold går hånd i hånd.
Programmerne på ATU | Midt giver ikke blot ny viden, men styrker også evnen til at tænke kritisk, samarbejde, reflektere og arbejde selvstændigt. Det giver mod til at kaste dig ud i nye udfordringer og inspiration til de valg, der venter efter gymnasietiden.
Akademiet for Talentfulde Unge | Midt er meget mere end et talentprogram. Det er et læringsfællesskab for unge med mod på mere. Mere viden. Flere perspektiver. Større udfordringer. Nye venskaber. Og oplevelser, der kan få betydning langt ind i fremtiden.
Mange deltagere beskriver ATU som et af de mest inspirerende og udviklende fællesskaber i deres gymnasietid.
Måske skal det også være et af dine fællesskaber.
Læs mere her: https://atumidt.dk/ og spørg dine lærere på skolen, hvordan du kan blive en del fællesskabet på Akademiet for Talentfulde Unge | Midt.


F.v. Miranda Meldgaard Ørbæk, 3ø, Johanne Brøndum Klitgaard Sørensen, 3y og Ane Agathe Lundager Walmar, 3y
Torsdag den 8. januar 2026 dimitterede skolens ATU’ere, Ane Agathe Lundager Walmar – 3.y, Johanne Brøndum Klitgaard Sørensen – 3.y og Miranda Meldgaard Ørbæk – 3.ø, og afsluttede dermed deres forløb i Akademiet for Talentfulde Unge. Her er de i løbet af de seneste to år blevet introduceret til universitetslivet, og har lært om alt fra giftmord og strengteori til Frankenstein og det posthumane gennem forelæsninger og workshops på AU.
Derudover er de blevet beriget med oplevelser til sommercampen og i London, fået udvidet deres horisont i mødet med studerende fra hele verden og opbygget et fantastisk fællesskab med andre unge gennem interessen for læring.
-
På Randers Statsskole giver vi naturvidenskabelige elever mulighed for at deltage i den landsdækkende konkurrence Unge Forskere senior.
Hvis man har lyst til at deltage eller høre mere om konkurrencen, så kan man skrive til Thomas Tyrre Pedersen (TT) eller Regin Pindstrup (RR) her i Lectio.
Du kan læse mere om Unge Forskere her.
Tidligere elev fra Randers Statsskole, Malene Vistisen Faseth fik i 2023 en 3. plads til Unge Forskere samt Lundbeckfondens Formidlingspris.
Her ses Malene med lektor Regin Pindstrup.
