Svar. Og spørgsmål. Veje.
Og muligheden for at gå dem.
Skolens elever har mulighed for at deltage i forskellige, frivillige aktiviteter. Du kan synge i kor, spille med i orkestret, træne i fitness, dyrke udendørs idræt eller dykke ned i fysikken eller kemiens verden – og meget mere. Du kan også deltage i den ugentlige studiecafé, hvor der er lærere og elever til stede, der kan hjælpe med for eksempel matematik eller fysik – og endda med kage til.
-
Næsten hver dag efter skoletid er der mulighed for at deltage i korsang eller sammenspil. De frivillige musiktilbud er placeret følgende dage efter skoletid: Mandag øver jazzgruppen, tirsdag salsagruppen, onsdag orkesteret og torsdag koret.
Koret, der øver om torsdagen kl. 14.50, tæller i dette skoleår ca. 150 sangere. Alle kan blive medlem, – der er ingen optagelsesprøve. Repertoiret er både gammelt og nyt, både traditionelt og rytmisk. I efteråret tager koret på hyttetur og øver julesange. Resultatet kan høres ved tre koncerter i december. Efter nytår er repertoiret hovedsagelig rytmisk.
Skolens orkester er primært et tilbud til de elever, der i forvejen spiller på træblæser, messingblæser eller strygeinstrument. Hvis man ikke spiller et instrument, men har lyst til at gå i gang for senere at være med i orkesteret, kan man låne et instrument af skolen, og musiklærerne kan hjælpe med at henvise til en relevant underviser. Frem mod julekoncerterne indøver orkesteret bl.a. nogle klassiske stykker, men gruppen har især jazz og swing på programmet og optræder i forårshalvåret som semi-big band.
Jazzgruppen “Little People” har navnlig bebop på repertoiret, men spiller også standards inden for bossa nova og swing. Man kan deltage som sanger eller instrumentalist, og der gives undervisning i improvisation og jazzfrasering.
Salsagruppen spiller latinamerikanske numre med hovedsagelig cubanske rødder. De deltagende elever undervises i spil på latinamerikanske percussioninstrumenter og ud over slagtøjsgruppe indgår der vokal, keyboard og bas.
Kammerkoret er et lille kor i forhold til det store skolekor, og i kammerkoret arbejdes der med sangteknisk mere krævende musik. Korets medlemmer er hovedsagelig elever fra højniveauholdene.
Folkemusikgruppen “Hønsefødder” øver på skiftende tidspunkter og optræder, når skolens elever ved festlige lejligheder danser folkedans eller lanciers. Når skolens studenter samles om Niels Ebbesen, er det Hønsefødder der spiller op til dans.
Kor og sammenspilsgrupper optræder ved koncerter også uden for skolens rammer.
Ved skolens store årsfest i Randershallen medvirker Orkesteret, jazzgruppen og Hønsefødder. De er også med ved Værkets musik- og teaterdag, og jazzgruppen holder i foråret koncert på Café Hatten. Ved skolens julekoncert og forårskoncert er alle kor og sammenspilsgrupper repræsenterede.
Hvert forår tager eleverne på kortur til Sønderjylland. Korturen har form som en koncertturné, hvor eleverne i to intense døgn giver koncerter på højskoler og efterskoler.
-
Rum til studie
På Randers Statsskole har vi studiecafé hver tirsdag eller onsdag kl. 15.10-16.10 i skolens kantineområde, hvor du kan få hjælp til matematik og naturvidenskabelige fag.
Her kan eleverne:
– få hjælp til de lektier i matematik og naturvidenskabelige fag af en faglærer
– møde matematiktutorer, der kan hjælpe med matematiklektierne
– være i et rum, hvor de kan lave lektier alene eller sammen – og spise kage til…
-
Kæmp, dyst, hav det sjovt!
Hver mandag og onsdag fra kl. 15.10 er hallen og styrketræningslokalet åben for elever, der har lyst til træning og sport og sjov. Der er idrætslærere til stede, som sætter i gang og er med.
Der er tradition for, at elever på skolen ofte deltager i turneringer ud af huset inden for diverse sportsgrene – håndbold, australsk fodbold, futsal, volley og dans. Deltagelsen koordineres af skolens idrætslærere, der også står for udtagelsen.
Internt for skolens elever er der tradition for, at klasserne først i det nye skoleår dyster mod hinanden i fodbold. Turneringen arrangeres af vinderne fra året før, og turneringen afsluttes med finale i en fællestime fredagen før efterårsferien, som regel efterfulgt af fælles skolefest om aftenen.
I vinterhalvåret er der ligeledes tradition for en intern volleyballturnering, som afvikles efter de samme principper.
-
Randers Talent og Elite og Team Danmark
På Randers Statsskole er der særlige muligheder for talentudvikling. Randers Statsskole er officiel Team Danmark uddannelsespartner. Vi har to linjer til dig, der ønsker mulighed for morgentræning tirsdag og torsdag morgen – Statslinjen og Sportslinjen.
Mads Würtz, student fra Randers Statsskole i 2014 og verdensmester.
Science Talenter har til formål at give de mest talentfulde naturvidenskabeligt interesserede elever bedre plads til at udfolde sig, fx gennem deltagelse i særligt tilrettelagte undervisningsforløb. Læs elevernes fortælling om deres forløb i rumteknologi og matematik, og om det at være noget for andre igennem sit talent.
-
Plads til at udfolde dit talent
Randers Statsskole er en del af Science Talenternes Gymnasienetværk, som har til formål at give de mest talentfulde elever bedre plads til at udfolde sig. Deltagelsen giver mulighed for hvert år at tage på science camp for science talenter, og man deltager i særligt tilrettelagte undervisningsforløb.
Man mener, at cirka 10 procent af en årgang har et særligt naturvidenskabeligt talent, som kendetegnes ved:
· Solidt fagligt standpunkt og stort engagement
· Viljen og lysten til at gøre en ekstra indsats
Mathias, Kamille og Amalie – alle elever med et særligt talent.
-
Talentudvikling af elever med stor interesse for fysik, kemi, biologi og bioteknologi
Går du i 1.x, 1.y, 1.z, 2.x eller 2.z, så har vi et tilbud til dig, som både har evner og vilje til at arbejde i dybden med emner inden for fysik, kemi, biologi og bioteknologi. Der forudsættes et solidt fagligt standpunkt og et stort engagement. Til gengæld tilbyder vi dig spændende faglige aktiviteter samt sociale fællesoplevelser på tværs af klasserne.
Målet med Randers Statsskoles SCIENCETALENTER er at stimulere og udvikle kompetencer inden for de omtalte fire fag. Nedenfor ses programmet for skoleåret 2022/2023. Til foråret afsluttes forløbet med et oplæg fra en af vores elever i 3g, der i dette skoleår deltager i konkurrencen ”Unge forskere”.
Bemærk, at der er et begrænset antal pladser på science talent-holdet.
Program for vinter/forår 2022-2023 (hver onsdag er kl. 15.15-17.00):
2022
Onsdag d. 23/11 2022:
Introduktion til forløbet/teambuilding/små sjove forsøgOnsdag d. 7/12 2022:
Partikel-fysikOnsdag d. 21/12 2022:
Partikel-fysik2023
Onsdag d. 1/2 2023:
ØlbrygningOnsdag d. 1/3 2023:
ØlbrygningOnsdag d. 15/3 2023:
Artikel-læsningOnsdag d. 29/3 2023:
Flaskning af øl og foredragTilmelding
Du skal tilmelde dig senest mandag den 21/11 2022 ved at benytte Tilmeldingsblanket til Randers Statsskole SCIENCETALENTER.
Du kan aflevere blanketten i Thomas Tyrre Pedersens dueslag eller hos Regin Raagaard Pindstrup. Du kan også give blanketten til din sciencelærer. -
Vi samarbejder med grundskolerne i Randers og omegn. Aktuelt har vi tre undervisningstilbud inden for fysik rettet mod 7.-9. klassetrin, hvor vi inviterer lærere og deres klasser på besøg på skolen. Kontaktperson på Randers Statsskole er lektor Thomas Tyrre Pedersen – tt@randersstatsskole.dk.
Skoleårets tilbud er: “Robotterne kommer”, “Spiludvikling i SCRATCH” og “Er der liv i rummet?”, hvor jeres udskolingselever, sammen med deres fysiklærere, kan deltage i spændende forsøg med Statsskolens udstyr.
-
Videnskabsklubben er et fritidstilbud til elever i 4.-6. klasse, hvor tanken bag, er at give mulighed for alle børn og unge at lære noget om naturvidenskab. Man stifter bekendtskab med videnskabelige metoder og opdager, hvor sjovt videnskab egentlig er. Der er ingen karakterer, ingen konkurrence og ingen lærere involveret. Det er gymnasieelever, der underviser og coacher mindre børn og deler deres begejstring for naturvidenskab. Videnskabsklubben blev stiftet i 2017 og det naturvidenskabelige program, der undervises efter, er lavet af forskere i naturvidenskab. Undervisningen varetages af Statsskolens egne elever, som dermed også får fornøjelsen af at afprøve rollen som underviser i naturvidenskab. Udover vores egne elever får eleverne i Videnskabsklubben også hjælp fra 9. klasses elever.