Læs tidligere klummer her

I dag er der kommet et udspil om skærmbrug fra undervisningsminister Mattias Tesfaye og hans ministerium.

Diskursen er klar. Der skal være mindre skærmtid i gymnasiet. Men først og fremmest skal læreren i forhold til undervisningens planlægning og afvikling hver gang nøje overveje, hvorvidt det er didaktisk hensigtsmæssigt, at der indgår en computer eller en mobiltelefon.  

Det giver mening, og det er langt fra en ny diskurs for Randers Statsskole. Vi har allerede sidste år i et samarbejde med elever og lærere vedtaget en mobil-politik. Den skulle og skal fortsat henlede elevernes opmærksomhed på nødvendigheden af koncentreret læringstid, hvor undervisningen bruges på læringsorienterede aktiviteter uden unødig støj og afbrydelser, og et læringsfremmende arbejdsklima, hvor fælles regler overholdes, og hvor der mellem elever og lærere er en gensidig vilje til at tage ansvar for undervisningen og undervisningsmiljøet. 

Det betyder – i henhold til ministeriets dagsorden – også, at den analoge undervisning skal være det oplagte førstevalg i de tilfælde, hvor der ikke er et helt konkret didaktisk formål med skærmanvendelsen, og at forstyrrende elementer fra opmærksomhedskrævende mobiltelefoner og distraherende PC-spil, shopping og sociale medier skal ud af skolehverdagen. 

Formålet er naturligvis at øge fokus på elevernes læring og dermed måske at begrænse deres mistrivsel. Det er utvivlsomt et godt og ædelt formål.  

Men det er på ingen måde gymnasiets opgave at flytte diskussionen i en digitaliseringsfjendsk retning. Vi har ikke behov for at fordømme eller nedgøre den digitale verden til fordel for den analoge undervisning som den ”rigtige”.  

Som gymnasium skal vi til enhver tid bidrage til, at eleverne opnår indsigt i og får selvtillid i den digitale verden. Vi skal hjælpe eleverne, så de får digitale kompetencer, forstår den digitale infrastruktur og ved, hvordan man opnår viden om, fx hvordan apps fungerer og udvikles. Samtidig, og mindst lige så vigtigt er det, at eleverne bevidstgøres om, hvordan informationer opsamles til algoritmer, genereres og anvendes, og hvordan vi som individer bruger, taler og agerer på bl.a. de sociale platforme. 

I det hele taget er det skolens opgave at klæde eleverne på til den verden, de er en del af, og ikke mindst den verden, de bliver en aktiv del af, når de fortsætter deres uddannelse, arbejde og private liv efter gymnasiet. Her er det ikke nok at have indsigt i at løse en andengradsligning analogt. Her fordres også indsigt i at kunne deltage i og bidrage til det digitale samfund. Det kan være kontraproduktivt at bremse, begrænse eller hæmme arbejdet med digitale kompetencer og digitalt medborgerskab. 

Vi har ikke behov for at omtale skærme som noget negativt eller sætte tidsbegrænsning på anvendelsen af dem. Vi skal tværtimod anvende skærme for at uddanne eleverne til og i den digitale verden. Derfor skal vi reflekteret og kritisk anvende devises, når det giver mening. 

Vi skal på den ene side forholde os til og begrænse distraherende elementer i undervisningen, på den anden side bidrage til udviklingen af elevernes digitaliseringskompetencer, så de selvstændigt og kritisk refleksivt kan forholde sig til den digitaliserede verden, hvori de er og bliver samfundsborgere. 

Dette er grunden til, at vi sammen med de øvrige fagligheder, vi forfægter i gymnasiet, skal have lagt en ny digital grundsten til de elever, der bliver studenter i en digital verden. 

Betragter man mobiltelefonen som en beklædningsgenstand, kunne den være dét par yndlingsjeans, som aldrig tages af, og som aldrig lægges til vask. Mobiltelefonen har vi altid på. Og derfor er vi altid på…

Undervisningen på Randers Statsskole planlægges ud fra den præmis, at alle elever skal have mulighed for fordybelse og koncentration i de 90 min, som en undervisningslektion varer.

Den faglige dialog, den stadige argumentation, nærværet, den nødvendige opmærksomhed og den fortsatte samtale elever og lærere imellem, er grundstammen i al undervisning. I den sammenhæng udgør mobiltelefonerne et parallelunivers.

Dette parallelunivers i form af chats, billedbeskeder, film, serier og spil kan på den korte bane være væsentligt mere interessant og dopaminfremmende end den fordybelse og faglige udfordring, der udgør dagsordenen og intentionen i undervisningen. Mobiltelefonen og alle øvrige private devices kan i mange sammenhænge blive den konstante forstyrrelse, der hæmmer og begrænser muligheden for faglig refleksion, nærvær og koncentration.

På Randers Statsskole bestræber vi os derfor på at frigøre undervisningen fra forstyrrelser og skabe en pause for eleverne fra mobiltelefonens krav om opmærksomhed – ikke mindst i forhold til den forventede respons og responstid på de sociale medier.

I praksis betyder det, at eleverne fra dette skoleår ved begyndelsen af hver undervisningslektion afleverer deres mobiltelefon i et skab i klasselokalet.  Når undervisningen slutter, henter eleverne telefonerne og afleverer dem igen, når næste lektion begynder.

Eleverne får på den måde et legitimt frirum fra at være tilgængelig på deres telefon ved siden af den undervisning og den diskussion og samtale, der kræver – eller burde kræve – hele deres opmærksomhed.

Er vi blevet maskinstormere på Randers Statsskole?

Det er vi på ingen måde. Vi benytter fortsat computere, digitale lærebøger og mobiltelefoner, når det er relevant. Og vi er fuldt ud bevidste om, at digital teknologi kan tilføje pædagogisk og didaktisk merværdi til undervisningen. Ét af gymnasiets opgaver er fortsat at anvende it med det formål for øje, at det indgår i undervisningen og det læringsfremmende miljø frem for at stå i vejen for det. Som uddannelsesinstitution skal vi løfte vores forpligtigelse til at hjælpe eleverne til at navigere i den digitale verden, de er del af. Såvel i som uden for skoletiden.

Har vi fundet den endelige løsning?

Vi har på ingen måde fundet hverken den endelige eller perfekte løsning.
Der findes – også i undervisningen – fortsat computere, smartwatchs og andre devices.

Den fremadstormende teknologiske udvikling skal og bør ikke forhindre os i hele tiden at forsøge at skabe de bedste rammer for den undervisning, som vi varetager i gymnasiet, og for den fordybelse, det nærvær og den koncentration, vi skal facilitere for hver enkelt elev og for klassen og undervisningen i det hele taget.

Mobilfriheden skulle gerne tjene til at give eleverne væsentligt bedre undervisningsrammer, samtidig med, at tiltaget forhåbentligt bidrager til eftertanke i forhold til, hvordan teknologien påvirker vores ageren, liv og færden.

I løbet af de sidste måneder har et lille stykke computerteknologi skabt lige dele fascination og bestyrtelse. I den forgangne uge har lokalpressen interesseret sig for, hvordan den nye chatbot, ChatGPT, vil påvirke den undervisning på Randers Statsskole, som vi kender i dag.  

Kort fortalt er chatbotten, der nu er kommet i en betaversion 2.0 frit tilgængelig for alle, en svar- og tekstmaskine, der – når man skriftligt stiller den et spørgsmål eller en opgave – kan give forholdsvis præcise og faglige svar, begrunde disse og i øvrigt generere en sammenhængende tekst.  

Det diskuteres i mange sammenhænge, hvorvidt denne computerteknologi er tilstrækkelig ”dygtig” i alle faglige sammenhænge, men der er næppe tvivl om, at teknologien fortsat bliver bedre i de kommende måneder. 

I gymnasiet arbejder eleverne i langt de fleste fag med skriftlige opgaver, bl.a. med det sigte at opøve skriftlige kompetencer og formidle et fagligt stof præcist og sammenhængende. 

Derfor er det jo relevant at spørge, hvordan vi skal forholde os til de teknologiske muligheder, der ligger i brugen af chatbotten. Skal vi forbyde den, fordi det alligevel ikke giver mening at tilegne sig en skrivekompetence, som man blot kan sætte en computer til at lave? Eller skal vi tage teknologien ind i undervisningen, så vi kan lære at anvende den på en kritisk, konstruktiv måde? 

Der findes modsatrettede svar på begge disse spørgsmål.
I det gymnasium, vi kender i dag, er det eleverne, der skal arbejde med de skriftlige kompetencer. Det skriftlige arbejde øger elevernes indsigt i fagene og deres forståelse for begreber, men den skriftlige kompetence er også helt fundamental i forbindelse med den skriftlige eksamen, som udgør en central del af en studentereksamen. Men blot fordi det er sådan lige nu, er det ikke en essentiel disciplin, vi skal fastholde for enhver pris. 

Derfor kommer der i løbet af de næste år til at ske et paradigmeskifte – ikke kun i den gymnasiale undervisning, men i hele uddannelsessektoren. Vi skal fremover rette vores fokus mod det potentiale og den verden af muligheder som kendskab og forståelse af chatbottens anvendelse giver af perspektiver og begrænsninger.  

Undervisningen i gymnasiet skal gerne afspejle, hvordan vi skal tilgå arbejde og udfordringer uden for undervisningen. Og i det ”almindelige liv” og på de uddannelser, som de unge mennesker tager efter gymnasiet, vil og skal den nyeste teknologi være naturlige arbejdsredskaber. Det kan tilsvarende være vanskeligt at forstille sig, at vi ikke for mange år siden havde taget lommeregneren ind i undervisningen. Lommeregneren har været med til at give os øget indsigt i kompliceret matematik på samme måde som vi må forvente, at chatbotten vil være med til at flytte perspektivet i vores øvrige fag. 

Derfor kommer chatbotterne formentlig til at være en naturlig del af vores fremtidige undervisningsredskab, men de kommer på ingen måde til at erstatte undervisningen og arbejdet på en gymnasieuddannelse. Gymnasieuddannelsen vil forsat have fokus på faglig indsigt, forståelse af denne indsigt, arbejdet med etiske og moralske spørgsmål og ikke mindst forståelse for og diskussioner om, hvordan vi lever vores liv som medborgere i et samfundsfællesskab. 

Til trods for, at der endnu ikke er udskrevet folketingsvalg, har denne begivenhed så godt som overhalet opmærksomheden på krigen i Ukraine, såvel i dagspressens spalteplads som på virtuelle medier.

Ud fra en demokratisk vurdering og ud fra vores politiske indsigt og vores politiske værdier, er det kun positivt, at vi har muligheden for at diskutere og muligheden for at give vores stemme til kende. 

Demokratiet er os naturligt, og det er os derfor meget verdensfjernt, når det britiske magasin, The Economist, kan fortælle, at der er 59 autoritære regimer i verden, og at 37% af verdens befolkning lever under disse regimer og dermed ikke med den demokratiforståelse som er en selvfølgelighed for os. Det drejer sig om godt 1/3 af verdens befolkning. 

Dertil kan vi lægge, at demokratiet i moderne tid i et vestligt (læs: demokratisk) land som USA næppe har været mere under pres end under stormen på kongressen i 2021, og at Donald Trump og hans MAGA-sympatisører vedvarende udfordrer det, som vi i vores verden forstår ved demokrati. 

Folketingsvalg og valgfest på RS 

Derfor skal vi også knuselske udsigten til endnu et folketingsvalg. Vi skal glæde os over, at folketingspolitikere vil løbe os på dørene og indtage kantiner og idrætshaller til valgdebatter. Vi skal glæde os over, at elever på Randers Statsskole igen ”går til valgfest” tirsdag eftermiddage for at diskutere og skabe opmærksomhed om den demokratiske valgproces.

I denne valg- og demokratibegejstring kan det næsten være vanskeligt at få armene ned som rektor på et alment gymnasium, hvis undervisning, omgangsformer og dagligliv skal bygge på demokratisk dannelse, åndsfrihed og ligeværd. 

Blinde vinkler? 

Derfor skal vi måske også bruge det kommende fokus på folketingsvalget til at kigge på, om vi på Randers Statsskole kunne have demokratisk blinde vinkler. Er det fx altid gennemskueligt, hvordan man som elev kan blive valgt til forskellige organer og udvalg? Oplever man som elev på Randers Statsskole, at ’min’ stemme er repræsenteret i de forskellige udvalg? Er der steder i vores organisation, hvor selvsupplering og måske nepotisme udfordrer den almindelige demokratiforståelse? 

Der er helt sikkert mange områder, hvor elevdemokratiet med afsæt i gymnasiets elevråd og gymnasiets udvalgsarbejde, skaber en tydelig bevidsthed og forståelse. Vil man have indflydelse på de emner, som elevrådet arbejder med, må man stille op til det kommende elevrådsvalg. Det er til at forstå! 

Hvis vi med samme målestok går alle vores øvrige organer og udvalg igennem, er billedet måske ikke så tydeligt. Hvad med de elever, der gerne vil være med i fx hueudvalg, festudvalg og caféudvalg. I disse nære processer skal vi som institution blive bedre til at arbejde med demokratiet og arbejde på at leve op til vores egne idealer. Ikke fordi disse udvalg ikke fungerer, men fordi vi altid skal efterstræbe at leve op til de demokratiske idealer, som vi ønsker, at vores samfund til at hvile på.  

Derfor kan vi også fortløbende blive bedre til demokratiske processer på Randers Statsskole. Derfor skal vi også fortsat arbejde på at udvikle de repræsentative demokratier og styrke den transparens, som en demokratisk struktur skal kunne vurderes på. Derfor bliver vi aldrig færdige med at diskutere og udvikle på vores nære gymnasiedemokrati, og derfor vil en vigtig søjle i vores uddannelse fremdeles være demokratisk dannelse.

Derfor vil der fortsat være et stort behov for, at vi har demokrati på skoleskemaet. For demokrati bliver vi aldrig færdige med. 

Den 6. april kom den såkaldte Reformkommission med de første anbefalinger. Én af disse anbefalinger lyder, at karaktergennemsnitskravet til universitetsuddannelser højest bør være 9.

Endnu ved vi ikke, hvordan regeringen, eller for den sags skyld videregående uddannelser, vil håndtere dette udspil. Det er naturligvis helt afgørende, at der kan findes en ny og fornuftig model for optagelse på videregående uddannelser. Men hensigten – at sænke de høje karakterkrav – er rigtig.

På Randers Statsskole har vi i en årrække arbejdet på at flytte elevernes fokus fra karakterer og tal til bevidsthed om læring, fordybelse og individuelt og fremadrettet arbejdsfokus. Samtidig har vi kæmpet mod, at stadigt højere adgangskrav til videregående uddannelser skal præge elevernes mindset.

Denne virkelighed har vanskeliggjort det daglige skolearbejde i gymnasiet for en del af eleverne, der muligvis har haft mere opmærksomhed på at få 10 eller 12 i standpunktskarakter end på rent faktisk at dykke ned i fagenes faglighed, turde stille spørgsmål og arbejde med at forstå egne læringsmetoder. Et udpræget karakterfokus bidrager i værste fald til en kortsigtet og hæmmet læringseffekt.

Når karakterer kommer til at fylde for meget i den daglige undervisning, vil der være elever, der bliver udfordret af dårligt selvværd, fordi deres karakterer ikke lever op til egne og andres forventninger. Disse elever vil ofte mistrives i læringskulturen og det med risiko for, at de ikke afslutter deres ungdomsuddannelse.

Hvis der kan opnås politisk flertal for Reformkommissionens anbefaling, at alle gymnasieelever med et karaktergennemsnit på 9 eller derover, skal have mulighed for at søge ind på samtlige universitetsuddannelser, vil det sætte gymnasieeleverne mere fri. Der vil ikke være en forventning om, at en elev, der har opnået et højt gennemsnit, skal bruge dette gennemsnit til at komme ind på en uddannelse, som netop kræver et højt gennemsnit.

En kommende studerende vil derved heller ikke skulle argumentere for, at der er tale om et interessevalg, hvis han eller hun med et studentereksamensgennemsnit på 11,5 vælger at blive folkeskolelærer i stedet for jordemoder. Elever på Randers Statsskole og på andre ungdomsuddannelser vil i det hele taget få mulighed for at udleve deres drømme om videregående uddannelse. Det vil uden tvivl både være til gavn for den enkelte elev og i høj grad også for det øvrige samfund.

I forhold til dagligdagen og til skolearbejdet i gymnasiet vil det uden tvivl frisætte megen positiv læringsenergi, hvis politikerne tør nytænke optaget til videregående uddannelser. Vi får de bedste dyrlæger, sygeplejersker og tømrermestre, hvis alle elever på ungdomsuddannelserne kan have fokus på læring frem for et kontraproduktivt karakterræs.

På Randers Statsskole er vi ikke i tvivl om, at vi med det – forhåbentligt (!) nye optagelsessystem til videregående universitetsuddannelser stadig fint kan motivere de elever, der skal forske i atomfysik, gensplejsning eller filologi efter studentereksamen, uden at det er karakterræset, der fremmer disse talenters motivation.

Fredag den 18. marts havde vi gymnasiefest for eleverne på Randers Statsskole. Som rektor var jeg selv til stede sammen med tre lærere og skolens serviceleder. 

Festen – for ikke mindre end 500 tilmeldte elever – blev afviklet i gymnasiets kantineområde, studieområde og i vores fantastiske, lukkede skolegård. Når eleverne er til fest på gymnasiet, forlader de ikke skolen, før de forlader festen. 

Festen var arrangeret og blev afviklet af eleverne selv, nemlig skolens festudvalg, som i det hele taget havde sat dagen, aftenen og den første del af natten af til arrangementet. For det var også eleverne selv, der stod for oprydningen efter den fest, der begyndte kl. 19.30 og sluttede kl. 24.00. 

Det politiske bagtæppe 

Elevfestens bagtæppe blev og er uundgåeligt regeringens aktuelle sundhedsudspil: ”Gør Danmark sundere” og den generelle sundhedsdiskurs i det hele taget. Udspillet er, at unge under 18 år ikke skal kunne købe alkohol, ligesom man ønsker unge en nikotinfri fremtid.  

Rygning var ikke en del af elevfesten denne fredag. For loven siger allerede, at det er forbudt for elever at ryge på gymnasiet, både i og uden for skoletiden. Dette skal vi naturligvis håndhæve. Loven omfatter også indtagelse af snus. Her kan det unægteligt være vanskeligere at danne sig et overblik, men bestræbelserne består. 

Er forbud vejen frem? 

Men eleverne, også de elever, der ikke er fyldt 18 år, kunne denne aften købe øl og Breezers til deres lukkede gymnasiefest. 

På baggrund af den verserende debat er spørgsmålet derfor nærliggende: Skal det faktisk være slut med at afholde elevfester på gymnasiet, hvor der bliver solgt alkohol til eleverne? Vi må afvente og naturligvis efterleve den beslutning, som Folketinget måtte træffe.  

Jeg tvivler dog på, at sådanne hurtige og tilsyneladende enkle politiske beslutninger, der indebærer forbud, med et snuptag vil ”gøre Danmark sundere”. 

Festen blev afviklet under ordnede forhold og med voksne til stede, der til enhver tid kunne afhjælpe og tage hånd om eventuel uheldig og utilsigtet adfærd blandt eleverne. Og den energi og lyst til samvær og fest, der kendetegner og udmærker vores ungdom, lader sig sådan en fredag i marts næppe begrænse eller hæmme af langsigtede politiske ambitioner, der har en gennemsnitslevealder for befolkningen som pejlemærke. 

Randers Statsskoles gymnasiefest denne fredag forløb godt. Det blev ikke nødvendigt for mig som rektor at kontakte én eneste forældre, hvilket jeg altid vil gøre, hvis en elev er for beruset til at være en del af festen.  

Har eleverne faktisk allerede lyttet til sundhedsstyrelsens ”anbefalinger”?  

Har undervisningen faktisk båret frugt, når vi som gymnasium underviser i blandt andet sundhedsfaglige emner? Skal vi måske i højere grad tilstræbe at lave anbefalinger og tage diskussionen med vores unge mennesker frem for at lave forbud? 

Mon ikke vi fortsat skal tilstræbe at være rammesættende for de unges fest- og alkoholkultur – herunder sørge for alternativer, så som gratis flaskevand og kaffebar med lydhøre lærere bag disken? Alternativet kunne nemt blive en mere autonom festkultur. 

Måtte denne fest ikke blive den sidste livsbekræftende fest på Randers Statsskole. 

Mogens Pold