Kære kommende 1.g-elev
Vi er meget glade for, at vi nu kan byde dig endeligt velkommen som elev på Randers Statsskole, og vi glæder os til at se dig til ”før-første-skoledag” fredag den 8. august kl. 9-12.30.
Skolestart
På denne før-første skoledag mødes vi i Randers Statsskoles dejlige skolegård, hvor dit holds tutorer (2.- og 3.g-elever) tager imod dig. Tutorerne har arrangeret dagen, og de vil sørge for, at I kan begynde at lære hinanden at kende gennem forskellige aktiviteter.
På denne dag får du også mulighed for at logge på vores interne skemasystem, Lectio, så du kan se dit skema og mødetidspunkter. Her skal du bruge en telefon med MitID-adgang. Denne før-første-skoledag er kun for 1.g-elever, så I får lov at have skolen for jer selv. Første ’almindelige’ skoledag er mandag den 11. august kl. 8.00, hvor vi igen mødes til fælles velkomst og sang i skolegården.
I det kommende skoleår opretter vi 10 grundforløbshold i 1.g, G 1-10. Du kommer til at gå på grundforløbsholdet til og med den 31. oktober, hvor studieretningsforløbet begynder. Herefter kommer du i klasse med de elever, der har valgt samme studieretning som dig.
I de første uger af grundforløbet er der – ud over undervisningen – forskellige introduktionsaktiviteter, som vil fremgå af dit skema. Introduktionsugerne slutter med en aktivitetsdag fredag den 29. august og en fest for 1.g-elever om aftenen. Du skal derfor regne med at kunne være på skolen fra kl. 11.50 til 23.00 denne fredag.
Undervisningsmaterialer og betaling af undervisningsmaterialer
Elever, der går i gymnasiet, skal i begrænset omfang selv afholde udgifter til undervisningsmaterialer. På Randers Statsskole stiller vi langt de fleste undervisningsmaterialer gratis til rådighed, mens du er elev. Dog vil vi – på linje med de øvrige uddannelsesinstitutioner i byen – bede dig betale 500 kr. til varige undervisningsmidler, såsom kopier og kompendier. Opkrævning af de 500 kr. kommer efter sommerferien på sms via GymElev (vores studieadministrative betalingssystem) mellem den 6. og 13. august. Samtidig vil vi bede dig om at medbringe en bærbar computer hver dag, enten en MacBook eller PC.
I forbindelse med den daglige undervisning og opgaveaflevering har du brug for Microsoft Office-pakken, som stilles til rådighed, mens du er elev på gymnasiet, ligesom gymnasiet også stiller fx ordbøger, I-bøger og regneprogrammer til rådighed. Derudover skal du selv anskaffe og medbringe en lommeregner til brug i matematik- og fysikundervisningen, fx en Texas Instruments/TI-30.
Sprogrejse og studietur
I løbet af de tre år i gymnasiet skal du deltage i forskellige studieture og ekskursioner, herunder en sprogrejse i 2.g og en studietur i 3.g, jf. informationen i ’opstartsmappen’, som du fik til informationsmøderne i juni. Betalingen til disse arrangementer falder i to rater i de to første skoleår, den første rate således den 1. december 2025, hvor vi vil bede dig indbetale 2000 kr. Nærmere følger. Og skulle der være tvivl om det ene og det andet, står uddannelseschef Torben Quist til rådighed.
Grundforløbshold – og introduktionstur i november
Når grundforløbet slutter, og studieretningsforløbet begynder, skal du på en to-dages introtur til Fjerritslev sammen med din nye klasse. Vi gør allerede nu opmærksom på, at introturen med overnatning ligger i uge 46, enten 11.-12. eller 13.-14. november afhængigt af dit studieretningsvalg. Der er en mindre egenbetaling for denne tur. Nærmere information følger naturligvis.
Vi håber, at vi får tre gode år sammen på Randers Statsskole med afsluttende dimission i den skolegård, hvor det hele begynder. Vi ønsker dig slutteligt en rigtig god sommerferie – og på gensyn den 8. august!
Venlig hilsen
Mogens Pold, rektor
Praktiske oplysninger
Transport til skolen
Når du begynder på en ungdomsuddannelse, har du mulighed for at søge om et Ungdomskort, som giver dig rabat på offentlig transport mellem din bopæl og Randers Statsskole.
Ungdomskortet fungerer som et periodekort, som du skal vise til buschauffører, når du stiger på bussen, og til kontrollører i tog. Ungdomskortet koster i 2025 14,45 kr. pr. gyldighedsdag. Eksempel 30 dage: (30 * 14,45) = 434 kr.
Du kan rejse ubegrænset mellem din bopæl og Randers Statsskole, og der er desuden en række andre fordele, som du kan se mere om her.
Ungdomskortet søges på www.ungdomskort.dk. Du skal bruge MitID, når du søger om Ungdomskort.
Den digitale postkasse
I e-Boksen vil du og dine forældre modtage officielle beskeder fra gymnasiet (nyhedsbreve m.m.) og fra det offentlige, som for eksempel fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, når du på et tidspunkt skal søge om SU. Husk at læse disse beskeder, som du finder i din digitale postkasse.
SU til ungdomsuddannelser, når du er fyldt 18 år
Statens Uddannelsesstøtte, SU, er økonomisk støtte til dig, der studerer. Du bliver berettiget til at modtage SU kvartalet efter, at du er fyldt 18 år. Eksempel: Fylder du 18 år i januar, februar eller marts, kan du søge SU i marts og tidligst få SU i april. Fylder du 18 år i april, maj eller juni, kan du søge SU i juni og tidligst få SU i juli osv. SU-beløbet er forudbetalt.
Du skal selv søge om SU på www.su.dk. Her kan du også læse mere om betingelserne for at modtage SU, og hvordan du skal forholde dig til for eksempel skat, når du modtager SU, og også har et fritidsarbejde.
Hvis du har spørgsmål til Ungdomskort eller SU, må du meget gerne kontakte skolens SU-vejleder, Lise-Lotte Hjermitslev, på skolens kontor. SU-kontoret er lukket fra den 5. juli 2025 til den 3. august 2026 begge dage inkl.
Rejsedokumentation
I gymnasiet vil der være rejser til udlandet, fx i forbindelse med sprogrejser og studieture. Der skal medbringes et gyldigt pas på rejsen. Hvis du ikke er EU-borger, skal du være særlig opmærksom på, at du har et gyldigt pas og opholdskort. Hvis du ikke har et pas, skal du allerede søge om det nu. Har du spørgsmål, som ikke EU-borger, kan du henvende dig til Lise-Lotte Hjermitslev, skolens kontor.
