Jubilæumstaler

Bygningsjubilæum 2026

Porten til gymnasiet
I alle de år jeg har været til dimission i skolegården den sidste fredag i juni, har én af de nyudklækkede studenter holdt en tale.
Stort set alle år henvender studenten sig til sin årgang og begynder med: ”Kan I huske, da vi alle på første skoledag gik ned ad alléen, tog i det højt placerede dørhåndtag i træporten, skubbede den store trædør op og gik ind i skolegården – og mødte hinanden og skolen på første skoledag?”

I dag markerer vi 100-året for bygningen med den magiske dør og store port.

Fra 1920 til 1926 byggede håndværkerne sammen med arkitekterne Christian Kampmann og Johannes Frederiksen denne skolebygning til Randers Statsskole. De opførte en ny bygning til en skole, der siden reformationen havde vokset sig større, fået nye fag og flyttet rundt på flere adresser i Randers. Samtidig krævede etableringen af den nye uddannelse i 1903, gymnasiet, også plads – og ikke mindst en mere dannelsesmæssig attitude.

Hack Kampmann
Til at løse denne opgave entrerede ministeriet med den på dette tidspunkt i starten af 1900-tallet, allestedsnærværende, kendte arkitekt, Hack Kampmann.

På dette tidspunkt havde Hack Kampmann nærmest opnået rockstar-status i arkitektkredse. Det var Hack Kampmann man kaldte på, når noget virkeligt spektakulært offentligt byggeri skulle igangsættes. Hack Kampmann havde flere prominente bygninger på sit cv, Politigården i København, Aarhus Teater, Marselisborg Slot, Toldboden i Aarhus og mange flere markante bygninger primært i Østjylland. (Dog ikke Horsens Statsfængsel fra 1853, som mange elever gennem tiden ellers har hævdet…).

Så mon ikke Hack Kampmann også kunne løse denne opgave – på statens vegne at bygge to skolebygninger til henholdsvis Viborg og Randers.

Den nye skole

Bygningen er tegnet i en nyklassicistisk stil med tydelig reference til oldtidens Grækenland. Dens stramme rytmiske bygningstræk med søjler, orden, symmetri, harmoni og autoritær enkelthed.

Det er nok ikke tilfældigt, at Kampmann valgte denne bygningsstil til et skolebyggeri i 1920’erne. I 1917 havde vi den Russiske revolution og i 1918 sluttede 1. verdenskrig. Men samtidig også fredeligere demokratiske landvindinger i Danmark, da vi 1918 for første gang gjorde et folketingsvalg til en valghandling for både mænd og kvinder. Brydningstiden i denne foranderlige verden skulle materialiseres i den nye bygning via, orden, symmetri, harmoni og enkelthed.

Porten

Jeg vender lige tilbage til døren og porten ind til skolen…
Mange andre gymnasier, gode skoler som man byggede senere -også af gode arkitekter og håndværkere (Friis og Moltke) i 70’erne og frem, er oftest skoler, der har automatiske dørsystemer.
Det er dørsystemer, der åbner sig, når blot man bevæger sig hen mod indgangen. Man skal altså slet ikke gøre noget for at komme ind på en sådan skole. Skolerne er umiddelbart tilgængelige.

Bygninger fra de store gymnasieårgange i 60’erne og 70’erne afspejler, at alle skal have en gymnasieuddannelse, og at alle kan komme ind, når ”dørene slår op!” På disse skoler vil man samtidig også altid være forberedt på, hvad man møder inden for hoveddøren, da det ofte er glasdøre eller glaspartier, der giver en gennemsigtighed, der allerede skaber fortællingen om, hvad der venter.

På denne måde adskiller entréen til Randers Statsskole ved, at dørhåndtaget sidder højt. Man skal gøre noget for at komme ind og skubbe porten op. Porten er ikke transparant, og man kan kun gisne om, hvad der gemmer sig bag døren.

Men omvendt kan dette manglende indblik udefra også være med til at skabe en fortælling om den ”magiske” verden og den undervisning, som denne bygning kan rumme. Som Marianne Kastrup beskriver det så flot i vores jubilæumsfilm: ”Good morning, Good morning”

Alle os, tidligere elever og personale, nuværende elever og nuværende personale, har med årene lært at værdsætte denne fantastiske, fredede skolebygning.

• Vi værdsætter dog ikke bygningen for det fejlslagne varmesystem, der med kulfyring forskellige steder i kælderen teoretisk set skulle fordele varmen til hele skolen via at et nøje udtænkt kanalsystem.
• Vi værdsætter dog ikke bygningen for dens mange døre, der i næsten halvdelen af tilfældene blot er blinddøre.
• Vi værdsætter dog ikke bygningen for de tykke mure, der gør undervisningslokalerne meget varme om sommeren – og svære at varme op om vinteren, selv med det nyere énstrengede central-varmesystem.
• Vi værdsætter dog ikke, at når lysest på én etage skal tændes, ja så skal man bruge en stikkontakt på en anden etage i bygningen.

Til gengæld:

• Værdsætter vi, at der er usædvanlig højt til loftet.
• Værdsætter vi, den magiske stemning i roen, symmetrien og enkeltheden i arkitekturen – og ikke mindst det gedigne håndværk, skolen også er.
• Værdsætter vi det gavmilde smukke lysindfald gennem de sprossede vinduer på en solskinsdag.
• Værdsætter vi det lukkede uddannelsesmiljø, som rammes ind af skolens solide mure.
• Værdsætter vi den overdådigt udsmykkede festsal, der skaber kontrasten til de øvrige lokaler i bygningen.

Og ikke mindst værdsætter vi det uddannelsesmæssige selvværd, som bygningen hver dag beriger os alle med. Det kom direkte til udtryk fra en tidligere kollega denne sommer: ”Man bliver lige 5% klogere, når man træder ind i denne bygning”

Staten for livet

Vi er rigtig glade for, at I alle vil være med til at markere denne fantastiske bygnings 100 års jubilæum.

Dog er bygninger ikke meget uden de mennesker, der skaber liv i dem. I er – eller har alle været – med til at levendegøre denne bygning. Bygningen er enestående, fordi vi hver dag kan fylde den med unge, modige mennesker med tro på livet. Unge mennesker, der tør træde ind ad den store, tunge, port, bruge rammerne, bruge indtrykkene og vil lade det hele sidde i kroppen som et element i den samlede læring og dannelse vi skal tage med videre fra tre år på Staten –Staten for livet!

Skal vi sammen råbe et hurra for Randers Statsskole og vores fantastiske bygning gennem de sidste 100 år.

Bygningsjubilæum 2026

”Vor skole ligger frit for vejr vind – en bondegård at se med fire længer”. Sådan lyder de to første linjer i skolesangen fra 1942.

En sang som vi også skal synge om lidt og som alle der har været elever på Staten kender.

Jeg er ikke helt sikker på, at Hack Kampmann synes at hans smukke nyklassicistiske bygning ligner en bondegård – men det skal jo nok ses i sammenhæng med ”frit for vejr og vind”.

For der var åbent heromkring. Der var ikke langt til markerne, (hvilket også fremgår af vers 2) der var haver, træerne var små og når man ser på kvarteret i dag, så er det også et vidnesbyrd om hvad der er sket af byudvikling omkring statsskolen i bygningens 100-årige historie.

Den historie – det jubilæum vi fejrer i dag et stolt jubilæum som er mere end en fejring af en skolebygning.

Det er også en markering af en skole, som gennem generationer har været med til at forme Randers som by — socialt, kulturelt og uddannelsesmæssigt – og Randers har på samme måde formet statsskolen.

Det interessante i et byperspektiv er også, hvordan skolen i velfærdssamfundets tid har fungeret som en fælles skole på tværs af kvarterer, baggrunde, familier og generationer.

Mange familier i Randers og omegn har haft bedsteforældre, forældre og børn gennem de samme porte – også meget gerne de kommende år.

Derfor bliver “Staten” ikke bare et uddannelsessted, men et fælles erindringsrum.

Når tidligere elever vender tilbage til dimissioner og jubilæer årtier senere, fortæller det noget om skolens særlige rolle som identitetsskabende  – men også om sammenhold og fælles oplevelser, som er helt afgørende for en god gymnasietid for den enkelte elev.

Uden det daglige fællesskab, de daglige oplevelser går det ikke.

Arkitekturen, bygningen spiller også en vigtig rolle i den fortælling – selvom det er indholdet og fællesskabet der skaber de menneskelige relationer.

Den monumentale skolebygning, blev ved indvielsen beskrevet som “paladset”, hvor “fremtidens Randers skal øse af visdommens kilde”.

Den formulering siger meget om datidens tro på dannelse og uddannelse som den enkeltes, byens, og samfundets løftestang.

Skolen blev bygget i en periode, hvor danske byer investerede massivt i offentlige institutioner som skoler, biblioteker, museer og hospitaler — ikke kun som funktionelle bygninger, men som symboler på fælles dannelse, oplysning og et begyndende velfærdssamfund.

Gennem århundredet har skolen samtidig afspejlet historien. Under besættelsen blev bygningen i de sidste 50 dage beslaglagt af tyskerne, og det er fotodokumenteret hvilket rod de efterlod, og til meget stor forargelse brugte de hylderne i fysiksamlingen som brændsel til komfuret.

Både lærere og elever deltog i modstandsarbejdet. 16 tidligere elever og én lærer mistede livet under krigen. Jeg håber I vil gå forbi mindetavlen, som blev ophængt i 1946. Dem skal vi også huske og mindes i dag. Det er deres offer der gør at vi kan fejre friheden og dagen i dag.

Dermed er skolens historie også vævet sammen med de store nationale og lokale begivenheder, som har præget Danmark, som har præget Randers.

Men det vigtigste perspektiv, at skolen gennem generationer har været et sted, hvor unge randrusianere har mødt verden — og hinanden.

Her er der skabt venskaber, netværk og kulturelle fællesskaber. Her er lagt et stærkt fundament for selve livet.

Det er også derfor, at et jubilæum som dette rækker ud over skolens egne mure, hvilket jo også ses på det flotte deltagerantal i dag.

Stor tak til dem der har gjort dagens festligheder og flotte program muligt. Tak til elever og medarbejdere.

Når vi ser tilbage på de første 100 år, skal vi naturligvis fejre bygningen.

Men vi skal også fejre at Statsskolen er en moderne skole, med Royal Run gennem gården, der investerer i det enkelte menneske, investerer i demokratiet, lokalsamfundet – ja investerer i livet og er med til at sikre livsduelighed og dannelse.

Uden indhold og ånd er bygningen en skal, en meget smuk en af slagsen – med indholdet – det er et gymnasium.

Som tidligere elev fra 80érne (og i parentes bemærket vil jeg sige at nutidens gymnasieelever er betydeligt flittigere end vi var) kan jeg stærkt understøtte vores motto:

Tre år. For livet

Venner. For livet

Staten. For livet

Som Eagles synger i sidste linje i Hotel California:

“You can check out anytime you like, but you can never leave.”

Nyd dagen – nyd hinanden – nyd fællesskabet. God fest.

Bygningsjubilæum 2026

Tænk…

Hvis disse mure kunne tale, hvad ville de så sig’?

Hvad ville de berette om 100 års magi?

Vil’ de klage over Kampmanns strenge men dog ædle stil

Og føle sig helt udmattede efter et hundred-år langt hvil

Eller føle sig taknemlig over at rumme alt det levet liv

Med lærdom, fest og farver, kærlighed og kiv

Mon Pontoppidan og Blichers byster vågner når det ikke mer’ er lyst

Når alle er listet hjem og her bliver ganske tyst

Mon de sladrer tem’lig muntert om hvad de har set og hørt

Mon de drømmer sig tilbage til dengang alt med pen blev ført

Ville skolegårdens søjler saligt sukke med et glædens gys

Og sole sig i strålerne fra deres nyinstallerede elektriske lys

Vil’ de klage over lyden af tidens tunge rappende musik

Eller glædes over tonerne af folkedans og skoleskik

Ville murene begræde at skolens birk den sygned’ hen?

For dog straks at bli’ erstattet af en ny og yngre birkeven

Som strutter frisk og fremtidsklar med løvet grønt og sprødt

Til lyden af et springvand hvor vandet ikke mer’ er dødt

Hvad med mindetavlen som minder os om fortids heltes heltemod

Tænker den at vi har glemt den høje pris for at stå imod

Glædes den når blomster lægges og historien bliver genfortalt

Tænker den med stik i hjertet, ”det nytted at vi ofred’ alt”

Hvad mon kuplen i sin stolte knejsen tænker om vor tid

Hvordan har dens udsyn ændret sig, hvortil sætter den sin lid

Bli’r den stolt når flaget hejses og i vinden flagrer frit

Bli’r den blød helt ind i kob’ret og tænker: alt under mig er mit

Og vi, som lever her i dette hus, og har vor daglig gang

Vi ved at selv om skoleår – og mandage – kan føles uendelig lang’

Så rammes vi af søjler, byster og portes storhedstrang

Vi bæres gennem hverdage af historiens vingesus

De små og store øjeblikke, som giver bobler og lykkebrus

Lyden af unge nyudsprungne stemmer i vrimlen

Synet af hundredvis af huer der kastes op mod himlen

Et utålmodigt hestevrinsk, der fører an i Niels Ebbesen sammenstimlen

Hvis disse mure kunne tale, hvad ville de så sig’?

Ville de svøbe os ind i 100 års magi?

Det er jo Staten for Livet, du bli’r aldrig helt sat fri…