Dimissionstale 2026
Af: Mogens Pold
Pas på, her er drager
Kære studenter
Når man i middelalderen skulle tegne kort over landskabet – lave kartografi – gik det fint, så længe man havde beretninger og fortællinger om det terræn, som man rejste i og kendte til. Straks vanskeligere var det, når korttegnerne skulle tegne de områder, hvor ingen tidligere havde rejst. De områder lå i kanten af kortet, og man tvivlede på, om man overhovedet ville gensé de mennesker, der kunne finde på at rejse dertil.
Derfor skrev korttegnerne i middelalderen, med tydelig skrift på latin i kanten af kortet: Pas på, her er drager. Det var i kanten af den kendte verden, at det farlige -men måske også det fantastiske kunne ske.
Lige her på denne dag, i denne skolegård har vi et tydeligt landkort. Her er der ikke umiddelbart nogle synlige drager. Vi kan overskue terræn og kort. Det kan give en vis tryghed at sidde med programmet i hånden, der nærmest minut for minut angiver, hvordan denne dimission kommer til at forløbe. Terrænet og stemningen siger: Sænk skuldrene, snus sommeren ind og nyd indtrykkene.
Efter gymnasiet
Efter gymnasiet har nogle af jer en overskuelig tryg nærmeste fremtid:
Rebecca skal efter sommerferien arbejde i Netto, Katrine forsøger at finde et job i en vuggestue nord for byen, Ane skal begynde på sit studium efter sommerferien
og Emil ved endnu ikke præcist, hvad jobbet fra august skal være – dér skal blot være penge i det.
Herefter kan en længere rejse fx til Sydamerika måske synes mere uoverskuelig og grænseoverskridende at planlægge og tænke på. Men man kan finde ro og trøst i, at ens kusine havde en fantastisk tur til samme verdensdel for to år siden, og hvis man i øvrigt holder sig fra bestemte kvarterer i Mexico, skal det nok gå alt sammen.
Men herefter vil jeres personlige kort høre op for de fleste af jer. I bevæger jer ud i mere ukendt terræn. Ind i ukendte egne, hvor ingen ved, hvilket landskab, der møder jer, og hvor ingen ved, hvilke udfordringer I kommer til at stå i. Og selv om I havde et kort, kan I ikke være sikre på, at der altid vil være overensstemmelse mellem det kort, I kigger på, og den virkelighed I står i. For der er ikke altid overensstemmelse mellem kort og terræn.
Har I så noget at stå imod med, noget at kæmpe med, når I kommer ud i kanten af kortet, og dragerne måske viser sig i horisonten? Skal I hellere forsøge at undgå at komme ud til kanten af jeres kort? At drager kan virke uoverskuelige, uovervindelige og umulige at bekrige, vil jeg give to eksempler på
Min drage
I 1970’erne og 80’erne befandt min generation – og med den størstedelen af forældre og jubilarer i dag – sig i kanten af kortet på dragernes del. Ingen kendte konsekvenserne af den drage, der blev opdaget i Centraleuropa i mellemkrigsårene som kernespaltning eller fissionsenergi. Et tværfagligt projekt mellem kemikere og fysikere gjorde det muligt at spalte atomer og skabe A-kraft. Under anden verdenskrig blev denne teknologi via Manhattan-projektet under ledelse af Robert Oppenheimer omsat til atombomben. På den konstruktive side, kunne kernespaltning af uran skaffe os energi, men samtidig kan beriget uran fra kernekraft danne basis for en atombombe.
I koldkrigsperioden blev dette våben udviklet og opstillet, dels i Europa, dels andre steder i verden, som det altdominerende masseødelæggelsesvåben. For os, der var unge i 70’erne og 80’erne blev kernekraft og atomvåben én af vores generations drager. Vi oplevede i denne periode en fortvivlende afmægtighed over for denne teknologi, der i løbet af minutter kunne gøre en ende på livet som vi kendte det.
”Vi voksne kan også være bange…” som Bjarne Jes Hansen sang i 1977.
At det ikke er kommet til en atomkrig, skyldes næppe teknologiske landvindinger, men i højere grad, at dialog, diplomati og demokrati med den humanistiske og dannelsesmæssige indsigt har formået at forhindre yderligere skader med dette våben.
Den nye drage
Den anden drage, som jeg vil inddrage, har vi på samme måde som med kernevåben vanskeligt ved at forudsige konsekvenserne af. Det begyndte forsigtigt, og blev først offentligt tilgængeligt i 1993. Wold Wide Web, ”Internettet” eller bare ”Nettet” blev lanceret ca.15 år før I blev født. Først i vores hjem via modem i telefonledningerne, så kom Windows, Teams og I kender selv alle ”mellemregningerne”. Og da I for tre år siden begyndte i gymnasiet, blev først ChatGPT med dens sprogmodeller og kunstig intelligens tilgængelig på alle vore computere, og efterfølgende er AI på rekordtid blevet en del af jeres og vores hverdag.
I har været med på den udvikling, lige fra I fik jeres første mobiltelefon over Smartphones og MacBooks med chatpotter til sociale medier og brugen af AI-agenter, der i perioder næsten har opløst adskillelsen mellem jeres fysiske liv og jeres digitale liv. I er som den første generation nærmest groet ind i denne hurtigtvoksende digitale teknologi, hvori alene AI-markedet forventes at nå en 25-dobling på blot et årti. Vi er nok i første omgang alle blevet blæst bagover af de nye muligheder, denne digitale teknologi kan berige os med, men samtidig også blevet drabeligt udfordret på, hvor denne teknologi kommer til at bringe os hen.
I jeres gymnasietid har vi forsøgt at tage den digitale teknologi ind i undervisningen og afsøge, hvordan AI kan være med til at give os nye redskaber til at tilegne os viden og forstå komplicerede sammenhænge. Parallelt med denne udvikling har jeres gymnasietid også været præget af, at vi har lukket mere og mere ned for de kontraproduktive elementer ved teknologien, som desværre samtidig kan fastholde vores opmærksomhed og udfordre fordybelse og koncentration. Det er sket ved, at mobiltelefoner er fjernet fra undervisningen, at computere lukkes ned fra times begyndelse, og papir og blyant er i perioder fundet frem igen. Vi skal hele tiden øve os i at udnytte og vælge de elementer ved den digitale teknologi, der kan fremme vores læring og indsigt, samtidig med, at vi kritisk reflekteret fravælger den del af teknologien, der i vores blåøjethed stjæler vores opmærksomhed – og vores tid.
I skal dog have modet til at udfordre den nye teknologi og de nye teknologier, som kommer.
I skal ikke undgå områderne med dragerne.
I skal ikke undgå at søge mod kanten er kortet.
I skal måske ligefrem aktivt opsøge dem?
Hvad skal jeg kæmpe med?
Fra film og litteratur ved vi, at drager kan vogte over en skat, et eventyr eller måske en skønjomfru. Måske er det i kanten af jeres personlige kort, at præcis jeres livsvej findes. Så når I derfor engang kommer til kanten af kortet og står over for dragen, kan I genbesøge, det relevante spørgsmål, som den norske digter, Nordahl Grieg stillede, tilbage i 1936 i sangen ”Kringsat av fiender”: ”Hvad skal jeg kjempe med,
hvad er mitt våpen? Digtet, der oprindeligt hed ”Til ungdommen”, er skrevet til de unge, der i mellemkrigsårene drog til Spanien for at kæmpe mod fascismen.
Gymnasiet har blot været ét skridt på din vej til at finde dit våben.
Ambitionen
Vi har alene haft som ambition at give jer mulighed for at afsøge nye landskaber og udfordre jeres viden om terræn. Nu er det op til jer at samle jeres personlige kort, der kan være dét aktstykke, der magter at give jer en retning, når I møder nye drager i form af udfordringer, nye opfindelser og forandrede samfundsforhold. Vi har alene haft som ambition at forberede jer og give jer et afsæt af viden, så I kan være i det svære og turde møde det ukendte. Vi har alene haft som ambition at forberede jer på et terræn, vi ikke kender topografien af på nuværende tidspunkt. Vi har alene haft som ambition at indgyde jer selvtillid og selvværd, der under forskellige geografiske forhold kan give jer tro og håb, når I krydser kanten af det kortet, I kender.
Få dig et band
Måske kan ”Aphaca” på en mere direkte måde beskrive indholdet og nødvendigheden af denne ambition. I forbindelse med nytårstalen på DR i 2026 var det i år det danske band Aphaca, der fik mulighed for at sætte ord på, hvad der kan være vores holdepunkter og retning. Her udtrykker trommeslageren, Noah: ”Find dit eget band,
find et fællesskab, for vi har brug for hinandens problemer, hinandens besværligheder og hinandens sårbarhed for at forstå os selv og forstå den verden, vi alle sammen er en del af”. ”Find dig et band!” lød den korte opfordring altså fra Noah og Aphaca. I har
ikke alle været i et musik-band i gymnasiet. Men I har alle været i fællesskaber til idrætsstævner, i elevråd, klimaråd, kor, musical, café- og festudvalg og alle de uofficielle fællesskaber, som sammen med klasse- og holdfællesskaberne, som man med god ret kunne kaldes jeres band i de seneste tre år. Jubilarerne, der sidder hér ovre, er mødt op i dag, fordi I var en del af et klasse-band de tre år, I gik her på skolen. I har forhåbentligt, som Noah fra Aphaca, mærket, at verden, den forstår man sammen med hinanden.
Derfor har det langsigtede mål med at diskutere romankarakterer fra litteraturen og digte sammen med jeres lærere og klassekammerater, ikke været, at I skal kunne reproducere viden. Målet har været, at I kan dele viden, perspektiver og følelser. I har gennem læsning, dialog og skriftlighed forstået fysiske, biologiske, samfundsmæssige, etiske og moralske sammenhænge. Diskussionerne i timerne har været det spejl, der som Noah udtrykker det, skal være reflektionen til at forstå den verden, vi er en del af – og forstå os selv. Det er de centrale redskaber, der skal være grundelementerne i jeres kompas – fra jeres klasse- band, når I én dag kommer til kanten af kortet og møder dragerne. Om de drager I møder, kommer i form af atombomben, AI eller en højredrejet national populist, vil fremtiden vise. Men I møder ikke dragerne tomhændet. I møder dragerne med jeres uddannelse og jeres dannelse – og med hinanden. Det skal være jeres våben!
En –”snydekode”
Slutteligt vil jeg sende jer afsted med en sætning fra den franske filosof, Michel Foucault, der peger på, hvordan dannelse kan omsættes til handling. Foucault betragtes bl.a. som en af ophavsmændene til diskursanalysen og brugte størstedelen af sit liv på at beskrive forholdet mellem viden, magt og samfundsstrukturer. Her forsøger han med én sætning at give os mod til at handle:
”Søg efter det gode, stærke og smukke i dit samfund og uddyb det derfra.
Skub udad.
Skab altid ud fra det, du allerede har.
Så vil du vide, hvad du skal gøre…”
Når Foucault møder dragerne i horisonten i kanten af kortet, begynder han ikke med at lede efter fejl, mangler og uretfærdigheder. Han bruger sig selv, sin viden fra fællesskabet som kompas og sin dannelse som dét våben, han kan kæmpe med.
Nu er det så jer, der ”drager” ud fra Randers Statsskole, ”drager” ud af denne skolegård – og på et tidspunkt ud i kanten af kortet. I præcis 100 år har studenter fra denne skolegård fundet deres band, deres fællesskab og verdensforståelse, og dermed forudsætninger for at møde verden og dens drager med det de og I allerede har og er.
Så for gang nummer 100 – og med den historiske rygvind, denne skolegård kan give – dimitterer jeg hermed årgang 2026 fra Randers Statsskole:
Tillykke!
