Hvad vil du gerne vide noget om? Hvad kan man på Verdenslinjen? Søg for eksempel på Studieretninger Hvad leder du efter? Tast dit søgeord her

Kære kommende elev

Du har søgt om optagelse på Randers Statsskole, og vi er meget glade for, at du ønsker at tage din ungdomsuddannelse hos os.

Vi regner med at kunne optage alle elever i vores optagelsesområde, men det er Region Midtjylland, der laver den endelige elevfordeling. Du vil senest den 15. maj modtage besked om, at du er optaget på Randers Statsskole, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne for optagelse på stx. For at understøtte og fremme den sociale og faglige trivsel vil alle nye elever begynde i studieretningsklasser fra første skoledag. Derfor har vi behov for at kende dine studieretningsønsker.

Linjer og studieretninger

I løbet af dette forår skal du derfor vælge, hvilken studieretning, du gerne vil gå på. Vi udbyder 18 forskellige studieretninger, inddelt under ni forskellige linjer: Klassikerlinjen, verdenslinjen, statslinjen, erhvervslinjen, sportslinjen, techlinjen, biolinjen, naturvidenskabslinjen og musiklinjen.

Du kan læse om de forskellige linjer og tilhørende studieretninger her på vores hjemmeside.  Det er værd at lægge mærke til, at hovedparten af fagene i gymnasiet er obligatoriske og derfor findes i alle studieretninger. Men valget af studieretningsfag kan være med til at tone din uddannelse i retning af dine faglige interesser.

Informationsmøde onsdag den 15. april kl. 16:30 – 18:30

Forud for valget af studieretning inviterer vi dig og dine forældre til et informationsmøde på Randers Statsskole den 15. april. Her kan du høre nærmere om de linjer/studieretninger, der umiddelbart har din største interesse.  Informationsmødet begynder med en fælles optakt i skolens festsal. Herefter får du som elev mulighed for at høre om tre linjer/studieretninger, som du på forhånd har valgt dig ind på. For dine forældre vil der parallelt hermed være en præsentation af linjerne/studieretningerne og valgprocessen, ligesom vi vil fortælle om den skolehverdag og det gymnasieliv, som også forældre kan være med til at støtte.

Tilmelding til informationsmøde senest mandag den 16. marts

Når du tilmelder dig til mødet, skal du samtidig vælge, hvilke tre linjer/studieretninger, du ønsker information om. Du tilmelder dig via den QR-kode, du finder i det brev, vi har sendt til dig og dine forældre på borger.dk. Af hensyn til planlægningen vil vi bede dig om at svare på spørgeskemaet senest mandag den 16. marts. Hvis du er forhindret i at komme, er der i spørgeskemaet en mulighed for at framelde sig informationsmødet.

I denne indledende valgproces kan du spore dig ind på en linje ved at spørge dig selv om: “Hvad interesserer jeg mig for, og hvor har jeg min faglige identitet?”. I forlængelse heraf kan du også spørge dig selv “Hvad vil jeg gerne bruge min studentereksamen til?”. Det er langt fra alle, der kan svare på det sidste og heldigvis for det. Der er tid til at blive klogere og udvikle nye interesser i løbet af gymnasietiden.

Individuel vejledning

Har du har yderligere behov for vejledning efter det fælles informationsmøde, vil der mandag den 20. april mellem kl. 15 og 17:30 være mulighed for at tale med studievejledere og ledelsesrepræsentanter på lærerværelset på Randers Statsskole.

Hvis teknikken i forhold til spørgeskemaet driller, er du altid velkommen til at ringe til os på 86 41 08 44.

Vi ser frem til at møde dig til informationsmødet den 15. april – og ikke mindst som elev på  Randers Statsskole fra den 7. august.

Med venlig hilsen

Mogens Pold
Rektor