Randers Statsskolens elevråd skriver:
Elevrådet på Randers Statsskole er for elever, der ønsker at gøre skole og skolemiljø bedre for både elever og ansatte. Vi arbejder hele tiden med relevante emner og diskussioner for at føre vores ideer ud i livet.
Visionen er at være elevernes talerør til skolens bestyrelse og ledelse og at være et af skolens mange ansigter udadtil. Elevrådet har – fordi det har repræsentanter i mange af skolens forskellige udvalg – et tæt samarbejde med rektor Mogens Pold, den øvrige ledelse og lærerne.
Elevrådsbestyrelsen
Skolens elevrådsbestyrelse består af forpersonerne Rebecca Bach-Jensen og Katrine Marie Bang Jensen, næstforperson Vitus Storm Westphael, referent Miranda Meldgaard Ørbæk, PR-ansvarlig Ramona-Florina Muster og kasserer Monica Møhlenberg.
Hvert nyt skoleår vælger elevrådet en elevrådsformand, næstformand, kasserer, referent og menig, der tilsammen udgør elevrådsbestyrelsen. I hver klasse vælges en repræsentant og en suppleant til elevrådet.
Derfor er jeg med
Rebecca Bach-Jensen, elevrådsforkvinde: Jeg blev en del af elevrådet i sin tid, fordi jeg godt kan lide tanken om at gøre en forskel på både stort og mindre plan. Jeg er glad for skolen og vil gerne gøre mit for, at den bliver endnu bedre for de nuværende og især også kommende elever. Jeg tror på, at elevrådet, og rollen som elevrådsforkvinde, er en måde at opnå det og meget andet på.
Ramona-Florina Muster, PR-ansvarlig: Jeg har valgt at være med i elevrådet, fordi jeg vil være med til at gøre en forskel på skolen. Jeg vil være med til at få vores elevers meninger og holdninger hørt, så skolens miljø er komfortabelt og godt for alle elever. Derudover har jeg valgt at være SoMe-ansvarlig, så eleverne og andre kan følge med i, hvad vi egentlig laver til elevrådsmøderne og hvilke valg, der bliver foretaget, uden nødvendigvis at være en del af elevrådet.
Miranda Meldgaard Ørbæk, referent: Jeg valgte at melde mig som referent i elevrådet, fordi jeg så det som en god mulighed for selv at bidrage med noget konkret og tage lidt ansvar, uden det nødvendigvis ville overrumple min resterende hverdag. Desuden er jeg glad for at være en del af elevrådsbestyrelsen, da jeg her kan hjælpe til med diverse opgaver, også udenfor det refererende, og jeg bliver inddraget i det administrative arbejde bag om møderne.
Vitus Storm Westphael, næstforperson: Jeg er valgt som næstformand for elevrådet. Jeg skal sørge for, at elevernes mening bliver hørt, om de er med i elevrådet eller ej, så de har indflydelse på deres skolegang. Jeg arbejder også med at repræsentere Statsskolens elever i det pædagogiske, IT- og kvalitetsudvalget.
Katrine Marie Bang Jensen, forperson: Jeg valgte at være med i Randers Statsskoles elevråd, da jeg gik i 1.g. Jeg valgte at være med, fordi jeg mener, at unge menneskers holdning skal fremmes og specielt i det miljø, vi bevæger os i hver dag; vores skolemiljø. Da jeg gik i 2.g var jeg også med i elevrådsbestyrelsen som referent. Her fik jeg indblik i den indflydelse, man kan få som elevrådsforperson, og det samarbejde man kan have som elevrådsbestyrelse. Derfor valgte jeg at stille op som forkvinde sammen med Rebecca Bach-Jensen for at hjælpe med at fremme elevindflydelsen på skolen. Og for at få det bedste miljø for alle elever.
Vi er:
På billedet ses fra venstre næstforperson Vitus Storm Westphael, referent Miranda Meldgaard Ørbæk, forpersonerne Rebecca Bach-Jensen og Katrine Marie Bang Jensen, PR-ansvarlig Ramona-Florina Muster og kasserer Monica Møhlenberg.
Skriv til elevrådet
Du kan skrive til skolens elevråd på elevraad@randersstatsskole.dk