Hvad vil du gerne vide noget om? Hvad kan man på Verdenslinjen? Søg for eksempel på Studieretninger Hvad leder du efter? Tast dit søgeord her

Det er af stor betydning for undervisningens kvalitet og indhold, at alle elever er til stede og deltager aktivt, ligesom det er afgørende for hver elevs udbytte og trivsel, at han eller hun bliver en del af et forpligtende fællesskab.

Udgangspunktet er altid, at elever, der er startet på Randers Statsskole, i videst muligt omfang støttes i at gennemføre uddannelsen.

Fastholdelsestiltag og særlige fokusområder

Med baggrund i værdigrundlaget ser vi det som vores opgave at finde rum og tid til at huse, udfordre og uddanne alle elever. Derfor udvikler vi tiltag, som bakker op om elever, der har udfordringer nok, og søger i det hele taget at udvise opmærksomhed over for elevernes forskellige forudsætninger og livssituation. Til hver klasse er knyttet et lærerteam, en studievejleder, en læsevejleder og en uddannelsesleder, der er særligt opmærksomme på eleverne, deler viden og arbejder sammen, når der opstår særlige udfordringer – eksempelvis i forbindelse med frafaldstruede elever.

I forbindelse med fastholdelsesbestræbelserne har vi bl.a. rettet fokus mod:

  • Overgangen fra grundskole til gymnasium
  • Særlige flexdage til skriftligt arbejde/omlagt elevtid mhp. at hjælpe og fastholde både de elever, der har særligt vanskeligt ved at tilrettelægge og aflevere skriftligt arbejde, dels elever, der vil kunne profitere yderligere af lærervejledning
  • Fraværssamtaler og trivselsmøder og øget forældreinddragelse
  • Mentorordninger for udfordrede elever
  • Støtteordninger i forbindelse med større skriftlige opgaver
  • Opgradering af læsevejlednings- og matematikvejledningsaktiviteter
  • Pædagogiske efteruddannelsesdage med fokus på lærerrolle og klasseledelse, ungekultur og skolekultur
  • Udvikling af et 1.g-program, hvor studievejlederen har faste, skemalagte lektioner med klasserne i løbet af hele det første skoleår. I disse lektioner er der fokus på emner som: læsning og forberedelse, studievaner, klasserumskultur, gymnasiets og fagenes særlige ’sprog’, gensidige forventninger
  • Etablering af Vejledningshus, hvor elever kan træffe læsevejledere, studievejledere og psykolog, og hvor de forskellige ’vejledningsinstanser’ kan samarbejde om de elever, der kommer der
  • Tydeliggørelse af vores forventninger til eleverne i forhold til fremmøde og fravær

Fastholdelsesstrategien i praksis er nærmere beskrevet, bl.a. under skolens politik for fremmøde og fravær (her på siden)

Talentudfordring

Omvendt er vi opmærksomme på også at tilgodese og udfordre elever, der er fagligt stærke. Vi har særlige talentordninger særligt inden for den naturvidenskabelige fagrække.

Fra frafald til omvalg

Ønsker en elev alligevel at melde sig ud, bestræber vi os på at hjælpe vedkommende til en anden uddannelse, så der ikke bliver tale om et frafald, men om et omvalg. I den sammenhæng prioriteter vi samarbejdet med UUR. Vi gennemfører udmeldelsessamtaler og får på den måde et indblik i, hvorvidt skolens indsats har været tilstrækkelig.

Bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser, § 50 
Lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v. § 2, stk. 1, nr. 2

Malaga2-aspect-ratio-318-318