The Greatest show indeholder dans og akrobatik, følelsesladede, catchy og kraftfulde sange, som akkompagneres af fantastisk musik, der er sikkert udført af skolens orkester og ”Little People”.
New York 1920
Vi befinder os i New York i 1920’erne, hvor den fattige, men visionære P.T. Barnum drømmer om at skabe et storslået og farverigt show med byens udstødte særlinge som artister. Showet skaber opmærksomhed i byen, men også voldsomme protester fra byens borgere, som ikke ønsker, at det sære og anderledes skal vises frem på scenen. Barnum og hans trup modtager derfor kun hån og foragt fra byens borgere og ikke den anerkendelse, de havde håbet på.
For at opnå respekt indgår Barnum derfor et partnerskab med den velhavende og velansete dramatiker Phillip Carlyle, som ikke blot vil kunne tilføre showet anseelse, men også føre Barnum ind i New Yorks finkulturelle miljø. Her møder han den smukke og respekterede sangerinde Jenny Lind, som han fascineres af og rejser på turné med. I forsøget på at blive anset af byens overklasse glemmer han således både sin elskede og trofaste kone Charity og sin oprindelige trup. Han indser dog, at han derved mister sig selv og sine idealer, og han må nu kæmpe for at genvinde og realisere sine drømme. Der er således lagt op til et stort og følelsesmæssigt drama.