Hvad vil du gerne vide noget om? Hvad kan man på Verdenslinjen? Søg for eksempel på Studieretninger Hvad leder du efter? Tast dit søgeord her

Af Lise B. Holm, vicerektor

Skal vi nu til at undervise ingen i det, de skal undervises i?

Der går alt for mange unge mennesker i det almene gymnasium. Det siger nogle. Det siger tidsånden, og det siger politikere rundet af den. Hvad i alverden skal alle de unge dér, spørger man?  

Der er jo så meget andet, disse fremmelige unge kunne give sig til. De kunne fx vælge en erhvervsuddannelse. De kunne søge en læreplads. De kunne med hele deres 15-årige krop og sjæl vie deres liv til byggepladser på tidlige morgener. De kunne folde deres kloge hænder ud til gavn for alle.  

Alligevel vælger et utal af unge simpelthen et tilsyneladende aldeles håbløst, uvirksomt liv i det almene gymnasium med bordopstilling i hestesko, faste rammer, pædagogisk og fagligt uddannede lærere, fredagspølsehorn i kantinen, samfundsfag, informatik, religion og oldtidskundskab, gruppearbejde, bordtennis i pauserne og forfatterværksted, korsang, elevråd, fester og idræt om eftermiddagen. 

Er det et utal for mange?  

Er der simpelthen alt for mange unge mennesker, der lærer at forholde sig reflekteret og ansvarligt til deres omverden, medmennesker, natur, miljø, klima og samfund? Er der alt for mange unge mennesker, der udvikler kreative og innovative evner og kritisk sans. Er der alt for mange, der selvstændigt lærer at tage stilling til samfundsmæssige problemstillinger på et fagligt kvalificeret niveau i en moderne verden præget af fornuft, medmenneskelighed og omtanke? 

Senest har det almene gymnasium fået til opgave at danne eleverne digitalt. Senest har det almene gymnasium fået til opgave at stå for seksualundervisning og oplysning om samtykke og grænser. Senest har det almene gymnasium fået til opgave at opdrage eleverne til at bidrage til og diskutere klimaansvarlighed. 

Det giver alt sammen mening. Men hvad hjælper den slags overhovedet, når eleverne slet ikke burde gå i det almene gymnasium? Skal vi så simpelthen undervise ingen i det, de skal undervises i? Eleverne er jo, som man vil forstå, for mange. Til overs. For kerte. 

Heldigvis mangler samfundet ikke lærere, pædagoger, sygeplejersker, læger, højtuddannede. Eller noget. 

Kan vi være ligeglade med, at det kan være klogt at lære noget om alting? Tænker vi, at den slags kundskaber er højest unødvendige, når man som menneske og elev skal forholde sig kritisk og konstruktivt til verden? 

Skal vi fremover være ligeglade med, at logaritmen til hundrede er to? At akkusativ stadig findes? At arveanlæg kan kortlægges? At Oehlenschläger fandt guld og Darwin skildpadder? Skal vi være ligeglade med kunstig intelligens, vildveje og muligheder? Skal vi opgive at tænke. Selv? 

Det kan ingen vel være tjent med.
I det lange løb.
Eller noget.